Mobilkonkurrent frygter ikke Intel-succes

Intel får svært ved at få succes inden for mobil-verdenen, lyder det fra processor-konkurrenten Qualcomm.

Mobilkonkurrent frygter ikke Intel-succes

Intel har meldt sin ankomst på smartphone-markedet og satser på at gøre sig selv til en af de store processor-leverandører.

Intels størrelse og succes inden for computere skræmmer imidlertid ikke konkurrenterne. I hvert fald ikke Qualcomm, som blandt andet leverer processorer til den anmelder-roste Huawei Honor og til den amerikanske udgave af HTC One X, skriver intomobile.com.

En af Qualcomms vicepræsidenter, Rob Chandhok, understreger over for sitet, at man ikke vil undervurdere Intel. Han tilføjer dog, at Qualcomm vil drage fordel af sin erfaring inden for mobil-verdenen, og at det vil blive svært for Intel at producere produkter, som lever op til den oplevelse, som brugerne kræver.

– “De kommercielle udfordringer bliver vanskelige at få bugt med. Det er nådesløst, og der er så meget konkurrence,” lyder det videre fra Rob Chandhok.

Udover Intel og Qualcomm er der også konkurrence fra firmaer som Nvidia, Samsung og Texas Instruments.

Læs også:
Første Intel-telefon viser gode dyder
Intel klar med billig skole-tablet