Mobilpakker kan udløse milliardregning

Datapakker solgt for slik kan resultere i milliardregning til teleselskaberne - og prisstigninger hos forbrugeren

Mobilpakker kan udløse milliardregning

Teleselskaberne har været i priskrig med hinanden de seneste to år, og det betyder der konkurreres på andre punkter end kun prisen. Blandt andet også datapakkerne der bliver større og større, mens prisen fortsætter nedad.

Det kan dog gå hen og give bagslag for teleselskaberne, da datapakkerne i dag er meget store, i forhold til danskernes forbrug. Så når forbruget i fremtiden stiger ydeligere, kan hverken abonnementspriserne eller datapakkernes størrelse stige, for de har i forvejen en god pris kontra størrelsesforhold.

Til gengæld kan presset på netværkene stige, og det vil betyde en større udgift for teleselskaberne, der skal udvide kapaciteten.

– ”Ulempen ved de betydelige mængder data, der er lagt ind i mobilpakkerne for øjeblikket, er, at man vil opleve en betydelig vækst i dataforbruget de kommende år, uden at selskaberne vil få en ekstrabetaling for det,” siger Henrik Poulsen, adm. direktør i TDC.

Regningen lander hos…

De senere år har telebranchen investeret mellem 6 og 8 milliarder danske kroner i netværkene, hvilket forbrugerne normalt i sidste ende betaler for igennem et stigende forbrug.

Men ingen ved hvor regningen ender med at lande, andre steder end hos teleselskaberne. Sydbanks teleekspert spår dog store problemer i forhold til salget af datapakker.

– ”Når kunderne begynder at bruge op til grænsen af de datamængder, der allerede ligger i deres abonnementer, får man et pres på mobilnettene, uden at man får nogen indtjening,” siger Morten Imsgard.

Dette kan betyde at forbrugerne kan komme til at se prisstigninger i fremtiden, lyder det fra Telenor.

– ”Når vi begynder at se meget store forbrugsprofiler på data, vil vi også se, at prissætningen vil reflektere det. Det er helt klart vores forventning,” siger Henrik Skov, finansdirektør i Telenor.