Mobiltelefoner på afbetaling er populært

Mobiltelefoner med bindingsperioder er populære men halvdelen af kunderne fortsætter med dyre abonnementer efter bindingsperiodens udløb.

Mobiltelefoner på afbetaling er populært

Slagtilbudene med seks måneders bindingsperiode er populære, når der skal købes mobiltelefon. Det er da også den billigste måde at købe en mobiltelefon på, hvis man da lige husker at ændre abonnementet efter bindingsperiodens udløb.

En ny undersøgelse, som Forbrugerrådet har fået foretaget, viser, at halvdelen af dem, hvis bindingsperiode er udløbet, endnu ikke har skiftet til et billigere abonnement. Kunderne bliver simpelthen hængende i det dyre abonnement, selvom de nemt kunne skifte til et, der er langt billigere.

Selvom mobiltelefoner ofte bliver markedsført til kun at koste en krone, er de selvfølgelig meget dyrere. Hvad telefonselskaberne ikke får ind på salget af telefonen indhentes efterfølgende i bindingsperioden. Således er de abonnementer, som følger med de "billige" mobiltelefoner, dyre, hvad angår minutpris og minimumsforbrug.

Der er dog blevet mere synlighed om, hvad en telefon reelt kommer til at koste. Således skal den samlede pris inklusiv minimumsforbruget oplyses i reklamerne for telefonerne. Dette ofte dog med en noget mindre skriftstørrelse end den umiddelbare pris, der skal betales for telefonen.

Forbrugerombudsmanden forhandler i øjeblikket med telekommunikationsbranchen om mere gennemskuelighed i markedsføringen af telefonerne. Dette forventes blandt andet at indebære, at den samlede minimumspris skal være ligeså synlig, som den noget mindre umiddelbare udgift til købet af telefonen.

Købes mobiltelefonen med et minimumsforbrug og en bindingsperiode, købes mobiltelefonen reelt på afbetaling. Derfor bør man også være mere opmærksom på, hvornår den afbetalingsperiode er overstået. Man fortsætter jo heller ikke med afbetalingen på sin bil, når den er betalt.

Forbrugerrådet råder folk, som har købt mobiltelefon på denne måde, til, at sætte et stort fedt kryds i kalenderen, den dag bindingsperioden ophører. Samtidig er det en god ide at kende sit forbrug, så man får skiftet til et abonnement, som passer til ens forbrug.

Det videre forløb om Mobiltelefon

Næste kronologiske historie om temaet finder du her. mobilsiden gik et skridt videre. 23/10/2006 rettede vi nyt fokus på sagen med sagen; Gælder købeloven for mobiltelefoner? – Artiklen kan du læse her her. Seneste tidende om temaet kan du læse her..