Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Modtag dine kvitteringer digitalt i MobilePay

Modtag dine kvitteringer digitalt i MobilePay

Nu kan du få sendt dine kvitteringer fra supermarkedet direkte til din smartphone som en digital udgave i MobilePay.

Sådan ser en digital kvittering ud i MobilePay, hvor placeringen også vises på et kort i bunden.
Sådan ser en digital kvittering ud i MobilePay, hvor placeringen også vises på et kort i bunden.

Efter en opdatering af MobilePay fra Danske Bank kan du nu vælge at modtage digitale kopier af dine kvitteringer direkte i appen på din smartphone.

Læs også: MobilePay-mobilbetaling klar i alle 18 Bilka-varehuse

Det kan lade sig gøre, fordi Danske Bank indgår et samarbejde med det danske firma, Storebox, som fungerer som mellemmand mellem butikkerne og MobilePay.

Sådan kommer du i gang

Først skal du åbne den opdaterede MobilePay-app til Android, iOS eller Windows Phone, hvor et nyt menupunkt, Kvitteringer, er kommet. Her skal du aktivt tilmelde dig, hvor dit navn, mobilnummer, e-mailadresse og kortnummer sendes videre til Storebox.

De oplysninger kan kædes sammen med dine fysiske køb i butikkerne, når du bruger samme kort i terminalen. I stedet for at der printes en kvittering, ryger den automatisk direkte til digital opbevaring i din MobilePay-app uden at du skal gøre noget som helst.

Læs også: Nu vil Swipp give MobilePay kamp til stregen

”Vi har indgået et partnerskab med MobilePay, hvor vi får masser af brugere på, og det skubber også i forhold til, hvor mange butikker der kobler sig på,” fortæller stifteren af Storebox, Jacob Aisen, til Version2.

På nuværende tidspunkt er det butikker som Føtex, Netto, Bilka, Starbucks, Salling og Matas, der tager den smarte løsning i brug, og der er udsigt til flere. Storebox-stifteren sigter nemlig efter at ramme 500.000 brugere inden udgangen af året.

Lærer dine købsvaner i butikken at kende

Det nye kvitteringskoncept er ganske gratis for dig som forbruger, men det er det ikke for butikkerne, som skal betale et gebyr på 12-15 øre for hver kvittering, der ryger online.

Derfor er det også muligt for butikkerne at identificere dig som kunde ud fra de oplysninger, som du ved tilmeldingen accepterer at sende videre til Storebox. Det åbner op for muligheden, at butikker kan rette målrettede tilbud og reklamer mod dig og de køb, du foretager.

Læs også: Betal med MobilePay i alle 261 Rema 1000-butikker

Butikkerne har dog kun mulighed for at se, hvad der foretages af køb inden egen butik og kan således ikke sammenkæde hele dit købsmønster.

”Vi giver butikkerne mulighed for at få mere at vide om deres egne brugere. Det er kun baseret på butikkernes egne data, som de selv ejer - vi deler ikke data mellem butikkerne,” fortæller han.

Læs også: Ny iZettle-kortlæser understøtter Apple Pay-betaling

De nye digitale kvitteringer er trådt i kraft i går, og du kan dermed allerede nu suse forbi det nærmeste Netto,- Føtex- eller Bilka-supermarked for at prøve den nye løsning efter du har tilmeldt dig ordningen.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies