Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Moto Z lanceres i Danmark i denne uge: Se de danske priser

Moto Z lanceres i Danmark i denne uge: Se de danske priser

Sommerens topmodel fra Motorola, Moto Z lander i de danske butikker inden for få dage. Se de foreløbige priser på telefonen og alle modulerne her.

Tilbage i juni måned afslørede Motorola den ultratynde topmodel, Moto Z, der udmærker sig med en helt speciel tilgang til det at montere moduler på telefonen.

Her hæfter moduler, lidt som en slags meget tykke covers, sig fast på bagsiden og beriger telefonen med alt fra et dedikeret kamera fra Hasselblad til store stereohøjttalere fra JBL.

Læs også: Lenovo lancerer Moto Z og Moto Z Force med smarte moduler

De mange interessante muligheder med Moto Z har dog indtil videre kun været forbeholdt amerikanerne, da Motorola valgte kun at udgive telefonen på disse breddegrader. I stedet teasede producenten om, at en europæisk lancering ville komme på tale i løbet af efteråret.

Udgives i Danmark den 9. september

Og netop nu ser der ud til at være noget om snakken. I denne uge er Moto Z nemlig blevet lanceret i Storbritannien, og flere danske forhandlere varmer allerede op til et salg af telefonen ved at have oprettet produktet på deres respektive webshops og udgivet foreløbige priser og forventede leveringsdatoer.

Blandt andet forventer Dustin at få Moto Z på lager den 12. september, mens flere andre forhandlere har en forventet ankomst på den nyere Moto Z Play-variant den 30. september. Mest interessant er dog klart Elgigantens udmeldinger. Her har elektronikkæden sågar reklameret for Moto Z i denne uges tilbudsavis og meldt en klar udgivelsesdato ud.

Læs også: Sådan ser den nødvendige jack-adapter ud til Moto Z

Ud fra Elgigantens oplysninger må det konkluderes, at Moto Z lander i de danske butikker allerede fredag den 9. september, og det bliver med en pris på 5.195 kroner. Telefonen kan købes i farverne hvid/guld og sort, og at dømme ud fra denne Moto Z-side, som Elgiganten har oprettet, vil de specielle MotoMods-moduler også lande i handlen.

Modulerne bliver dog bestemt ikke billige. Hos flere forhandlere, bl.a. Proshop og Webhallen, figurerer priser på nogle af modulerne, hvor der ikke nødvendigvis er tale om de vejledende priser, som Motorola eventuelt måtte have fremsat:

Billede Produkt Foreløbige Priser
Hasselblad True Zoom 2.319-2.390 kr
Insta-Share-projektor 2.319-2.390 kr.
JBL Soundboost 769-790 kr.
Incipio offGRID-batteripakke 535-560 kr.

Spar penge ved at købe Moto Z og moduler sammen

Webhallen har også nogle interessante pakker, hvor der følger forskellige moduler sammen med Moto Z-telefonen. Her koster Moto Z med 32 GB lagerplads desuden kun 5.035 kroner – altså 160 kroner mindre end hos Elgiganten - og derfor kan det meget vel være, at webshoppens priser er lidt lavere end Motorolas vejledende udsalgspriser.

Det kan også forholde sig omvendt, at Webhallens priser rent faktisk er de vejledende og at Elgiganten starter lidt højere ud. Det er naturligvis svært at vide, når Motorola endnu ikke har meldt de officielle danske priser ud endnu. Med forbehold for visse afvigelser følger herunder priserne på de forskellige pakker, hvor der følger moduler med Moto Z:

Billede Produkt Foreløbig Pris
Moto Z + Hasselblad True Zoom 6.969 kr.
Moto Z + Insta-Share-projektor 6.969 kr.
Moto Z + JBL Soundboost 5.419 kr.
Moto Z + Incipio offGRID-batteripakke 5.419 kr.

Ved at købe Moto Z sammen med modulerne vil der, alt efter modulets pris, altså være nogle hundrede kroner at spare, viser det sig.

Kunne konceptet med den ultratynde Moto Z sammen med udskiftelige moduler være noget, du kunne finde på at købe, eller er der bedre smartphones på markedet? Giv gerne din mening til kende i en kommentar herunder.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies