Mobilsiden.dk  /   MWC TEMA  /   Mulige prototyper af nye Nokia 8-topmodeller spottet ved CES

Mulige prototyper af nye Nokia 8-topmodeller spottet ved CES

Ved årets CES-messe viste Qualcomm sine nye processorer frem med to ukendte referencemobiler. De menes nu at være to kommende topmodeller kaldet Nokia 8.

Foto: Instagram (total_tech_media)

I takt med at Mobile World Congress nærmer sig, ses der en større og større interesse for det helt store comeback for den engang finske mastodont Nokia.

Allerede nu er der muligvis blevet taget forskud på spændingen, for de to kommende topmodeller fra Nokia kan rent faktisk have været til stede ved årets CES-messe uden at det er kommet nogle for øre - indtil nu.

Læs også: Nokia lancerer første Android-smartphone - men kun i Kina

YouTube-brugeren Total Tech har oven på CES 2017 uploadet tre videoer derfra, som angiveligt viser Nokias to kommende topmodeller, som skal være startskuddet på firmaets comeback i en helt ny konstruktion. Der er tale om to telefoner, som menes at få samme navn: Nokia 8. Taget i betragtning at Nokias første mobil med Android, der blev afsløret i søndags, fik navnet Nokia 6, giver det nye navn ganske god mening.

Nokia 8 skjult som Qualcomms referencemodeller?

Ved CES var producenten af bl.a. Snapdragon-processorer, Qualcomm, som altid til stede, og her var der gemt en demonstration af firmaets stabiliseringsteknologi til mobilkameraer kaldet EIS 3.0. Ved standen ses en maskine, der udsætter to telefoner for rystelser, mens kameraet kører på disse for at demonstrere, hvor god teknologien er blevet i Snapdragon 835.

Telefonerne er såkaldte referencemodeller, der er lavet specifikt til at vise Qualcomms nyheder frem. Der er således en Snapdragon 821-processor i den ene model og en Snapdragon 835 i den anden, og netop disse to skulle være Nokias to kommende smartphones, lyder det.



YouTube-brugeren oplyser i en af de tre videoer, at han blev tippet om de skjulte Nokia-topmodeller af en russisk kilde over e-mail, som skulle have forbindelser til den fabrik i Rusland, der står bag prototyperne. I en af videoerne skriver han blandt andet følgende:

»De vidste ikke, at jeg filmede denne telefon, og de bad folk, der rent faktisk kom hen for at se den, om ikke at gøre det, men ... jeg er mig - beklager,« hvortil han tilføjer, at Nokia ifølge insidekilder er Qualcomms leverandør af referencehardware. Han skulle tilmed have set Nokias logo under opstarten af telefonerne.

Læs også: Nokia afslører nye topmodeller den 26. februar

Ud fra videoerne kan der i hvert fald ikke være tvivl om, at der her er tale om hidtil usete smartphones, men der er dog intet, der på nogen måde kan bekræfte, at der virkelig er tale om tidlige prototyper af de to kommende Nokia 8-topmodeller forklædt som Qualcomm-referencemodeller.

På nuværende tidspunkt er der kun YouTube-brugerens ord for dette, og han skulle efter sigende have fået oplyst af medarbejder ved standen, at modellerne ”går under kodenavnet Supreme og at de kan komme på markedet som Nokia 8”. Han skulle også have fået oplyst, at kanterne på modellerne vil blive lidt pænere end de tager sig ud på nuværende tidspunkt.



Det sagt kan modellerne sagtens være Nokia-smartphones. Der er umiddelbart Nokias design-DNA over de to viste smartphones, selv om der ikke er meget at se i videoerne og et par billeder uploadet på Instagram. Især det store, runde kameramodul ligner noget, der kunne være fra Nokia – eksempelvis fra Nokia Lumia 830 og Lumia 1020.

Netop kameraet skulle blive det helt store salgsargument for Nokia 8-topmodellerne. Der bliver nemlig et bagkamera på hele 24 megapixel, som udstyres med både EIS (elektronisk stabilisering) og OIS (optisk stabilisering) som demonstreret i videoerne. Foran skulle der sidde et selfiekamera på hele 12 megapixel. Af lagerplads bliver der angiveligt valgmulighederne 64 GB og 128 GB, som begge kan suppleres med et microSD-kort. En anden feature, som ikke ses så tit, er to fronthøjttalere.

Det bliver altså processorerne, der adskiller de to Nokia 8-topmodeller fra hinanden, lige som mængden af RAM også varierer. Snapdragon 821-modellen ventes at få 4 GB RAM, mens der bliver 6 GB af slagsen i modellen med Snapdragon 835. Og så er der naturligvis også skærmstørrelserne, hvor Snapdragon 835-modellen ifølge oplysningerne bliver 5,7" stor.

Herren bag videoerne oplyser, at det lykkedes ham at indsamle mere information om modellerne via appen CPU-Z, som vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt. Forhåbentligt kan informationerne gøre det klarere, at der er en forbindelse mellem Nokias topmodeller og Qualcomms referencemodeller.

Læs også: Nokia bekræfter: Holder keynote ved Mobile World Congress 2017

Afslutningsvis skal det nævnes, at der altså på intet tidspunkt er noget, der kan verificere hans påstand om, at Qualcomms to referencemodeller ved CES 2017 rent faktisk viser sig at være Nokias to topmodeller. Derfor skal en historie som denne naturligvis altid tages med et gran salt.

Ud fra det sete kan det dog ikke på nuværende tidspunkt afvises, at det rent faktisk bliver tilfældet. Det bliver vi formentlig klogere på i den kommende måneds tid, hvor der utvivlsomt vil dukke flere informationer op om topmodellerne inden den ventede afsløring den 26. februar.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies