Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Musik-afspilleren kan gøre dig døv

Musik-afspilleren kan gøre dig døv

Ifølge en ny schweizisk undersøgelse kan brugere af musikafspillere risikere at miste hørelsen.

Det kan være fristende at skrue op for musikken i mp3-afspilleren for at overdøve gadelarmen, men konsekvensen kan blive permanente høreskader eller i værste fald fuldstændig tab af hørelsen. Det konstaterer schweiziske forskere, der har testet lydstyrken i mp3-afspilleren.

EU har fastsat den maksimale lydstyrke til 100 decibel, men flere af modellerne overskrider denne grænseværdi. Med producentens egne øretelefoner og maksimal lydstyrke kommer nogle mp3-afspillere op på 103 decibel.

Det svarer til støjen fra en motorsav og kan medføre varige skader på hørelsen eller tinnitus, hvis man udsættes for musik med denne lydstyrke i mere end en time om ugen, mener forskerne.

Men helt galt går det, hvis man skifter producentens medleverede øretelefoner ud med sine egne. Så kan lydstyrken komme helt op på 116 decibel.

Langtidsvirkningerne kendes ikke, men de schweiziske forskere mener, at konsekvensen kan blive fuldstændig tab af hørelsen allerede i 40-50-års alderen.

Den kendteste producent af mobile musikafspillere, Apple, måtte på et tidspunkt helt fjerne sin iPod fra markedet i Frankrig fordi lydstyrken var for høj.

Apple har nu løst problemet med en software-opdatering, som tilpasser den maksimale lydstyrke til de europæiske regler – i USA er den maksimale grænse oppe på 115 decibel.

Kilde: Sonntagszeitung

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies