Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   MWC: Mobilen kører Full HD i 2011

MWC: Mobilen kører Full HD i 2011

Texas Instruments har præsenteret en ny mobilchip, der gør smartphones klar til video i Full HD. Platformen giver ligeledes mulighed for 20 megapixels-kamera, hurtigere internetsurfing og længere batteritid.

I 2011 kan vi meget vel se de første mobiltelefoner, der både optager og afspiller video i Full HD-kvalitet (1080p). Således benyttede Texas Instruments Mobile World Congress til at præsentere en ny platform ved navn OMAP 4, der udover HD-opløsningen også kan håndtere kameraer med 20 megapixels.

 - "Den nye platform giver betydelige forbedringer inden for ydelse og batteritid sammenlignet med de mest populære smartphones i dag. Ti gange hurtigere visning af websites, mere end syv gange hurtigere processorydelse, seks gange højere video-opløsning, ti gange bedre grafik-ydelse og seks gange længere spilletid af musik," lyder det i en pressemeddelelse.

Ti timers HD-video og 1 GHz processor i vente

En enkelt batteriopladning skulle angiveligt resultere i mere end ti timers afspilning af 1080p-video eller eventuelt fire timers optagelse i samme format. Afspilning af lydfiler i cd-kvalitet kan ifølge Texas Instruments foregå i over 140 timer, før batteriet er fladt. Samtidig vil telefoner med OMAP 4 kunne køre med 1 GHz processor eller højere.

Platformen vil understøtte Windows Mobile, Symbian OS og Linux-varianterne Android og LiMo.

Texas Instruments forventer, at produktionen kan begynde i andet halvår af 2010.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies