NemID-app til mobilen kommer næste år

Næste år bliver det muligt at bruge NemID på mobilen som en app, men i første omgang kun til at logge ind på bankerne.

NemID-app til mobilen kommer næste år

Et stort ønske fra danskerne bliver imødekommet næste år: NemID bliver tilgængelig på smartphones i form af en app, og dermed banes vejen for, at du en dag kan skrotte det klassiske papkort. Det skriver TV2.

Siden 2010 har NemID kun været mulig at bruge via et papkort (og senere hen via en nøgleviser). Appens ankomst næste år betyder dog ikke, at du endegyldigt kan lægge papkortet bag dig. I første omgang vil du nemlig kun kunne bruge NemID-appen til at logge ind via landets banker – og netop bankerne er dem, som har presset på for at få en mere nutidig løsning.

Læs også: Få dit Nøglekort i app – strider dog mod NemIDs regler

“Vi fornemmer, at der er en meget stor efterspørgsel efter at få en nem, digital løsning. Selv om danskerne har taget det lille papkort til sig, så må vi også erkende, at med den rivende udvikling, der er på det digitale område, så er tiden nok kommet til også at have en digital løsning på NemID,” siger Ulrik Nødgaard, som administrerende direktør i Finansdanmark, til TV2.

I marts måned fortalte Lars Frelle-Petersen, direktør i Digitaliseringsstyrelsen, at der er brug for en mere brugervenlig, mobil og fleksibel løsning end i dag, men sidstnævnte bliver NemID på mobilen altså ikke i starten, da den kun supplerer det normale papkort til at starte med.

Adgang til myndigheder såsom SKAT og borgerservice skal med andre ord fortsat ske på normal vis, men før eller siden må NemID som app formodes at blive en fuldgyldig erstatning til papkortet.

Det er endnu uvist, hvordan appen vil tage sig ud i form og funktion, og det vides heller ikke på hvilke platforme, den vil være tilgængelig. NemID som app må dog formodes som minimum at være mulig at downloade til iOS og Android.