Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Netflix breder sig til hele 157 nye lande

Netflix breder sig til hele 157 nye lande

Den populære streamingtjeneste, Netflix, udvider til næsten hele verden og understøtter nu intet mindre end 239 forskellige lande og områder.

Det går strygende for Netflix, som er den ubetinget mest populære streamingtjeneste, ikke bare i Danmark, men globalt. Nu er streamingtjenesten ikke ”kun” forbeholdt de 60 lande fordelt på de forskellige kontinenter, men så godt som tilgængeligt over hele verden. Det skriver firmaet i en pressemeddelelse.

Læs også: Netflix: nu skal alt være i 4K

Listen opfatter nu intet ringere end 239 lande og områder, hvor de eneste steder, Netflix ikke kan tilgås, er Krim, Nordkorea og Syrien.

Offentliggørelsen af den gigantiske udvidelse af Netflix fandt sted på den netop igangværende CES-messe i Las Vegas. Her udtaler Netflix’ direktør, Reed Hastings, følgende:

”I dag er I vidner til fødslen af et nyt, globalt internetbaseret tv-netværk. Med denne lancering kan forbrugere verden rundt - fra Singapore til Sankt Petersborg, fra San Francisco til Sao Paulo - nyde tv-shows og film samtidig - ingen venten længere. Med hjælp fra internettet lægger vi magten i forbrugernes hænder til at se når som helst, hvor som helst på hvilken som helst enhed.”

Læs også: Mobilsiden kårer: Årets streamingtjeneste

Lige som det er tilfældet med Netflix her i Danmark, vil der i disse nye lande også gælde en række restriktioner i forhold til hvilke film og tv-serier, der er rettigheder til at vise. Netflix-direktøren giver dog stærkt udtryk for, at det er ikke er med firmaets gode vilje, at det forholder sig sådan.

“Vi udvikler os så hurtigt, vi kan […] men vi er stadig i nogen grad en fange i den nuværende distributionsopbygning”, hvortil han tilføjer: ”Teknologien er der; Det er forretningsmodellen, der nu står i vejen”.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies