Netflix overvejer at sætte prisen op

Netflix tjener ikke nok penge på kunderne, så nye kunder skal måske betale mere

Netflix overvejer at sætte prisen op

Netflix har offentliggjort deres regnskab og selvom det ikke ser dårligt ud, så overvejer Netflix at øge prisen for deres service. Netflix eksperimenterede med at sætte prisen op i Irland fra €7 til €8 og det påvirkede ikke tilstrømningen af nye kunder, så nu vil samme prisstigning komme til andre lande.

Prisstigningen vil først ske i januar 2015, så du har rigeligt med tid til at få Netflix til 79kr om måneden, som er den nuværende pris. Hvad den nye pris bliver er uvist, men 89kr eller 99kr er ikke utænkeligt.

Det der taler mest for at det bliver 99kroner om måneden er, at Netflix skal betale dansk moms fra 2015. Lige nu betaler Netflix kun moms i Luxemburg, men i det lille land er moms på digitale tjenester kun 3% og så er der langt til de 25% som vi betaler i Danmark.

Dog er Danmark i forvejen det land i verden som betaler mest for servicen, så vi kan da håbe at vi ikke bliver så hårdt ramt. I Norge og Sverige betaler de også 79kroner, men på grund af deres lavere kurs, betaler vores skandinaviske naboer mindre. I resten af EU hvor de har indført Euroen, nøjes de med €7.99, hvilket svarer til 59,60kr, altså en rund 20’er mindre end os.