Nettets fusk-butikker skal stoppes

Netbutikkerne skal tvinges til at give kunderne deres penge tilbage, men en mobilbutik mener reglerne allerede nu er for stramme.

Nettets fusk-butikker skal stoppes

Det skal være slut med butikker, som nægter at betale penge tilbage til de kunder, der har fået medhold i Forbrugerklagenævnet. Således har økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) fremsat et lovforslag om at gøre Forbrugerklagenævnets afgørelser retsligt bindende.

En vedtagelse af forslaget vil stille forbrugeren stærkere, og det vækker begejstring hos E-handelsfondens direktør, Lars Schmidt Larsen.

 – “Det vil betyde, at vi har en klageinstans, som reelt også får noget magt, og som dermed gavner forbrugerne, når de handler på nettet,” siger Lars Schmidt Larsen til Mobilsiden.dk.

Forbrugerne har for meget medhold

Hos mobilbutikken Monatel.dk bliver lovforslaget mødt med skepsis. Indehaver Monzer Schmidt mener, at de erhvervsdrivende bliver overset i forbrugerdiskussionen.

 – “Vi er i forvejen oppe imod en række store organisationer, såsom forbrugerstyrelsen og E-handelsfonden. Der er ikke nogen, som er på forhandlerens side. Forbrugerne har alt for meget medhold i forvejen,” siger Monzer Schmidt til Mobilsiden.dk.

Lars Schmidt Larsen mener omvendt, at butikkerne kan vinde meget ved, at Forbrugerklagenævnets afgørelser bliver retsligt bindende i stedet for vejledende.

– “Det vil gøre kunderne mere trygge, så det vil være et stort skridt på vejen mod sikker nethandel. I sidste ende kan det måske være med til at øge omsætningen i netbutikkerne,” siger Lars Schmidt Larsen.