Nexus 6 nærmer sig dansk handel

Importør bekræfter at Googles flagskib, Motorola Nexus 6, vil være i handlen i Danmark inden jul.

Nexus 6 nærmer sig dansk handel

Motorola lever et stille liv i Danmark, hvor kun få forhandlere i dag fører det amerikanske mærke i deres portefølje. Lanceringen af Googles nye topmobil, Nexus 6, har dog skabt fornyet interesse for mobilproducenten i Danmark, for Nexus 6 er den første mobiltelefon som er udviklet med Google seneste styresystem Android 5.0 Lollipop for øje.

Det har hidtil været uvist hvorvidt Nexus 6 overhovedet vil blive taget ind blandt forhandlerne, men den danske Motorola-distributør, Ingram Micro Mobility, bekræfter i dag til mobilsiden.dk at den vil finde vej til Danmark i to versioner: 32GB og 64GB.

Først på det danske marked bliver den største, og dyreste, 64GB variant, som vil debutere inden jul til vejledende 5.999,- kroner. Den mindre 32GB-variant vil få salgstart på den anden side af Julen.

Læs også: HTC Nexus 9 – Næsten glimrende [TEST]

Større end de andre

Lader du dig lokke ind til Nexus-familien seneste medlem vil du få dig en kæmpe af en mobil som med sin storskærm på 5,9 tommer vil tårne over de fleste mobiltelefoner. Opløsningen på 2560 x 1440 hører til det højeste i en mobil nogensinde og sikrer at skærmen er knivskarp ved alle afstande.

Den store skærm gemmer samtidig på det nyeste og hurtigste inden for både hardware og software. I maskinrummet hersker en Snapdragon 805 quad-core processor på 2,7 GHz med 3GB RAM, samt et 3220 mAh batteri til at drive Android 5.0 frem.

På kamerafronten er Nexus 6 udrustet med et 13 megapixels kamera med optisk billedstabilisering, 4K video og dobbelt flash. Frontkameraet er på 2 megapixels.

Til sidst kan Nexus 6 bryste sig af en metalramme der løfter kvalitetsindtrykket over forgængerne, ligesom i Nexus 9 tabletten. Frontvendte stereohøjtalere sikrer god lyd, mens en kviklader kan give 6 timers driftstid på bare 15 minutter.

Du kan læse mere om Nexus 6 her.

Fortsættelse af sagen

Få efterfølgende nyt i kronologien og tjek seneste nyt om temaet. mobilsiden fandt det relevant at følge op på temaet. 21/10/2014 kom der flere nuancer om emnet med nyheden; Købeguide: De bedste kompakte smartphones – Læs her. Er du interesseret i absolut seneste nyt om temaet, så klik her..