Nexus One er her – alt om Googles mobil

Nexus One er den første mobiltelefon som Google selv står bag. Her er alle detaljer, samt billeder og video.

Nexus One er her – alt om Googles mobil

“Lynhurtig mobiltelefon med brugervenlige menuer og betjening”. Det lyder som noget, vi har hørt før.

Googles telefon kører på styresystemet Android 2.1, som virksomheden selv har udviklet.

Blandt nyhederne i den nyeste udgave af Android er “Live Wallpapers”, altså baggrundsbilleder der kan bevæge sig og være interaktive. Bruges f.eks. et billede af vand, kan vandet bevæge sig, og brugeren kan med fingeren ‘lave ringe’. En baggrund kan også bevæge sig i takt til musikken.

Google har også introduceret et nyt 3D-agtigt fotoalbum samt muligheden for at indtale SMS-beskeder eller søgekommandoer. Sidstnævnte virker dog kun på engelsk, og det er uklart, om det bliver muligt på andre sprog.

En anden nyhed er, at Nexus One har to mikrofoner indbygget. Dermed bliver det muligt at lave avanceret støjdæmpning. Mobilen kan simpelthen “lytte” på støjen i omgivelserne, og så filtrere den væk. Brugeren får altså en højere samtalekvalitet.

Nexus One forbinder sig også til Facebook, og har “et kliks”-upload af videoer til YouTube.

Google Nexus One, artikelfoto


HTC har produceret hardwaren

Hardwaren til Nexus er udviklet af HTC.

Ved pressemødet i Californien tirsdag aften (dansk tid) lagde både Google og HTC vægt på designet af telefonen.

– “Nexus One er et af de bedste designs, vi nogensinde har lavet hos HTC”, lød det fra Peter Chau, direktør i HTC.

En af detaljerne er et lille ‘metalbånd’ på bagsiden, som ifølge Google kan bruges til f.eks. at indgravere et navn på.

Forsiden byder på en trackball, som anvendes i programmer og menuer – men som også har indbygget multifarve-LED-pære. Ved beskeder pulserer den i hvid, og ved Bluetooth-forbindelse kan farven skifte til blå.

En journalist spurgte Google, om Nexus One har multitouch.

– “Vi kan ikke sige så meget om multitouch endnu. Men vi vil overveje det”, lød det kryptisk fra Google.

Google Nexus One, artikelfoto

Intet om Danmark

Salget sker via websiden google.com/phone, hvor Nexus One i første omgang sælges med et abonnement fra T-Mobile USA – samt uden abonnement. Dog kun til amerikanske kunder.

Europa kommer med på shoppen i løbet af foråret, men der er ikke noget konkret om, hvorvidt Nexus One kommer til Danmark.

Prisen uden abonnement er aktuelt sat til 529$.

Google lovede at webshoppen senere vil tilbyde andre Android-telefoner. Ingen konkrete var dog nævnt.

Læs også:
 – Tørre tæsk til Nexus One
 – Forskellene på HTC HD2 og Nexus One

Google Nexus One, artikelfoto

Specifikationerne på Nexus One

Her er de vigtigste specifikationer på Google Nexus One.

Mål:
119 x 59,8 x 11,5 mm. 130 gram med batteri

Skærm:
3,7 ” (WVGA AMOLED touchscreen)

Kamera:
5 megapixels med autofokus og LED-lys og GEO-tagging

Videooptagelse:
720 x 480 pixels med omkring 20 fps

Mobilnet:
GSM / EDGE / 3G / Turbo 3G

Forbindelser:
Trådløst netværk (802.11b/g/n)
Bluetooth 2.1 + EDR og A2DP stereo
AGPS
Digital kompas
Accelerometer

Hukommelse:
512 MB flash
512 MB ram
4 GB microSD kort (kan udvides til 32 GB)

Processor:
Qualcomm QSD 8250 1 GHz

Styresystem:
Android 2.1 (Eclair)

Batteri:
1400 mAH
Opladning via USB.