Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Nokia 7610 Supernova (produkttest)

Nokia 7610 Supernova (produkttest)

Nokias Supernova-serie har indtil videre fået gode ord med på vejen. Hvad med topmodellen 7610? Vi har lånt den ud til en gymnasieelev...

Det er ikke altid hensigtsmæssigt, at lade en mobilnørd teste en mobiltelefon - for i mange tilfælde er mobilen slet ikke beregnet til denne type. Derfor har Mobilsiden.dk udsat Nokia 7610 Supernova for Mie Møller, en typisk 17-årig gymnasiepige fra Odense Katedralskole.

Og Supernova-serien er netop beregnet til denne målgruppe, så nu er sandhedens time kommet.

Første indtryk og brugervenlighed

De første indtryk er altid vigtige, men her kommer 7610 i problemer.

 - "Bagklappen er virkelig besværlig", fortæller gymnasieeleven, da denne prøver, at få sat sim-kortet i. Besværligt må ellers være et bandeord, når telefonen skal være brugervenlig, men designet sætter telefonen på ret køl igen.

Reaktionerne på skærmen, der skifter til et spejl, når den slukker, er virkelig positive. Her har Nokia ramt målgruppen perfekt, og mobilnørden må da også indrømme, at featuren er lidt cool.

 - "Jeg er glad for menuen. Den er velkendt, og den virker bare godt", lyder det fra testeren, da turen går til menuen. Opbygningen er helt typisk Nokia, og det ser ud til, at være godt for brugervenligheden. Den er nemlig nem, at finde rundt i, og som et plus, er der aktiv standby.

 - "Aktiv standby er fedt. Jeg kan hurtigere komme til kalender og noter, og det får mig faktisk til, at bruge funktionerne mere", forklarer Mie Møller, og det er både positivt for Nokia og brugeren.

Desværre for 7610, dumper mobilens taster. De er for små, selv for en teenagepige. Endnu mere irriterende er det, at "slet"- og "luk"-knapperne ligger for tæt på hinanden. Her rammer man nemt ved siden af.

Funktioner og features

En lidt overraskende feature ved 7610 Supernova er kameraet. Hele 3,2 megapixels, og så autofokus oveni er mere end, hvad man normalt kan forvente sig af lignende telefoner. Og kameraet er da heller ikke gået ubemærket hen.

Autofokusen får enorm ros med på vejen, og bidrager igen til brugervenligheden. Mobilkameraet minder mere om et normalt kamera, og det fremmer brugen af det. Brugeren bliver altså ikke skræmt væk.

 - "Musikafspilleren er også fed, og lyden er god både ved musik og samtale. Headsettet er fint", lyder det fra Mie Møller, da snakken falder på musik.

Musikafspilleren er en vigtig del, og den ser da også ud til, at være godkendt. Mobilnørden rynker dog på næsen af det medfølgende headset, som altså ligger under middel.

Konklusion

- "Både drenge og piger synes telefonen er rigtig sej. Spejlet betyder virkelig meget, og den giver et fedt indtryk. Den er også nem at bruge, og alt er simpelt", lyder det afsluttende fra gymnasieeleven.

Det ser ud til, at Nokia 7610 Supernova har efterladt et positivt indtryk på målgruppen, og det kan man kun nikke genkendende til.

Mobilen er gennemtænkt, og prisen på omkring 1.500 kroner er bestemt ikke værst. 7610 Supernova har dog lidt problemer med tasterne, og brugervenligheden får lidt kamp, når det kommer til bagklappen.

Men udover det, ser det ud til, at Nokia har lavet en god teenage-mobil.

5 ud af 6 stjerner er et godt resultat for Nokia 7610 Supernova. Og det er både gymnasieeleven og mobilnørden enige om.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies