Nokia C3: Ultra-billig smartphone

Nokia C3 er en yderst prisvenlig mobil i vilde farver - til gengæld må du leve uden 3G.

Nokia C3: Ultra-billig smartphone

Nokia har netop offentliggjort tre nye telefoner, en Nokia E5,  Nokia C6 og Nokia C3.

Alle telefoner er i følge Nokia skabt ud fra en ambition om at give brugerne bedre adgang til sociale netværkssider, og samtidig være så prisbevidste, at alle har råd til dem.

Nokia C3 virker umiddelbart som om den er tiltænkt det kvindelige segment – især på grund af farverne.

Vilde farver

Nokia C3 kører på den velkendte Series 40 platform, og har et fuldt QWERTY-tastatur. 

Den fåes i grå, guld og lyserød. C3 har 2-megapixel kamera uden autofokus. 

Skærmen er på 2,4 tommer og har en opløsning på 320 x 240 pixels, og viser op til 262.144 farver. Størrelsen på telefonen er 115,5 x 58,1 x 13,6 millimeter og den vejer 114 gram.

Der er kun 55 megabyte indbygget hukommelse i C3, men telefonen understøtter microSD-kort.

C3 har indbygget musikafspiller og FM-radio, og har et standard 3.5 millimeter jack-stick til høretelefoner og håndfri-sæt. 

Ingen 3G

Browseren i C3 er baseret på Webkit, og der er Opera Mini forudinstalleret. 

Den har desuden adgang til sociale netværk, direkte fra startskærmen, herunder Ovi mail og Ovi chat. 

Den har WLAN, Bluetooth 2.1 men ingen 3G-understøttelse.

Nokia C3 forventes på markedet i andet kvartal af 2010 til en forventet salgspris på omkring 675 kroner eksklusive moms og eventuelle tilskud.