Nokia: Din mobil lever 20 år endnu

Selvom et nyt mobilnet er på vej dør din nuværende mobil først om 20 år.

Nokia: Din mobil lever 20 år endnu

Nokia har startet planlægningen af deres 4G-udrulning, men GSM og 3G forsvinder ikke før 2020-2030.

Den finske producent har i denne uge offentliggjort, at de helt sikkert vil støtte LTE-teknologien som fremtidens 4G-netværk. LTE kommer til at være en form for overbygning til 3G-nettet, og skal ses som en naturlig evolution af det nuværende Turbo 3G.

Den finske mobilproducent har lavet en tidskurve for, hvordan deres LTE-udrulning vil foregå, og her foreslår Nokia at LTE ikke vil være fuldt implementeret før 2020-2030, og at GSM og 3G ikke vil være forsvundet før her. Hvis det holder stik, er der altså mulighed for 2G og 3G i 20 år mere.

Nokia vil dog allerede starte udrulningen næste år, og fra 2010-2013 vil LTE komme i high-end telefoner, samt som mobilt bredbånd til bærbare computere. Og netop på det område vil Nokia også have en bid af kagen.

Mid-end segmentet vil få LTE efter 2012, og som sagt vil alle telefoner have LTE senest, når vi runder 2030.