Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Nokia lancerer mini-pc: Nokia Booklet 3G

Nokia lancerer mini-pc: Nokia Booklet 3G

Nokia har annonceret selskabets første netbook, der kan prale af en 10” HD-ready skærm, 12 timers batteri, GPS og 3G-understøttelse.

Nokia er officielt sprunget ud som pc-producent. Således har den finske mobilgigant netop annonceret selskabets første netbook, Nokia Booklet 3G.

Som navnet indikerer, er der tale om en lille, bærbar pc med 3G-understøttelse, men man kan også få adgang til internettet via Wi-Fi.

Nokia Booklet 3G vejer 1,25 kg og er lige over to centimeter tyk. Yderstellet er lavet af aluminium, og skærmen er et 10" HD-ready glas-display.

Processoren er den velkendte Intel Atom, som sidder i størstedelen af de helt små bærbare på markedet. Ifølge Nokia kan maskinen tilmed holde batteri i op til 12 timer.

- "Nokia Booklet 3G er en naturlig udvikling af vores forretning. Nokia har en lang og rig erfaring indenfor mobilitet, og med den nye enestående batteriholdbarhed, førsteklasses design og muligheden for konstant at være på og forbundet til omverden vil vi skabe noget ganske uimodståeligt," siger Klas Ström, produktchef for Nokia i Skandinavien.

Den nye mini-bærbare kommer også med en HDMI-port til HD-video out, et frontvendt kamera til videoopkald, A-GPS, integreret Bluetooth og en SD-kortlæser.

Yderligere information, detaljerede specifikationer, lanceringsdato og pris vil blive offentliggjort den 2. september.

Video:
Se Nokias nye mini-pc

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies