Nokia-rygte: 4,7″ med Windows Phone 8 i vente

Rygterne om kommende WP8-smartphones fra Nokia ræser af sted. Det involverer blandt andet 4,7"-skærm og tyndere Lumia-design.

Nokia-rygte: 4,7″ med Windows Phone 8 i vente

Onsdag den 5. september afholder Nokia og Microsoft en event i New York, og netop denne dag vil Nokia præsentere en ny smartphone, som sætter skærmrekord for den finske mobilproducent.

I hvert fald hvis man skal tro den russiske blogger Eldar Murtazin, som tidligere har haft Nokia-mobiler i hænderne før så mange andre.

Ifølge wmpoweruser.com hævder Eldar Murtazin således, at Nokia vil præsentere en ny model med Windows Phone 8 og 4,7″-skærm, som går under kodenavnet “Phi”. Det vil være ny rekord for Nokia, som eksempelvis har flirtet med store skærme i form af 4,3″ på Lumia 900.

Designet skulle minde om netop Lumia 900, men tyndere. Skærmen får rosende ord med på vejen, men batteritiden får kritik får at være kortere end på Lumia 800 og 900. Understøttelse af memorycard, LTE og NFC nævnes ligeledes.

Frigivelsen vil ifølge Eldar Murtazin ske i oktober.