Nu kan københavnere betale regninger til kommunen via MobilePay

Fremover kan man, i København, benytte MobilePay når man betaler for daginstitution, biblioteksgebyr og lignende. Løsningen udbydes også til landets øvrige kommuner.

Nu kan københavnere betale regninger til kommunen via MobilePay

Danmarks største kommune, København, tilbyder nu borgere at betale regninger til kommunen via MobilePay. Bor man i København vil det være muligt at oprette abonnementsbetalinger, betalingsaftaler og foretage engangsbetalinger med MobilePay.

Læs også: Kontooverførsler bliver snart mulige med MobilePay

Det betyder, at man fra sin mobil kan klare betalinger som daginstitution, ungdomsklub, biblioteksregninger og parkeringsafgifter.

”Vi er glade for den nye betalingsmulighed, som vi især tror de yngre københavnere vil
benytte. Løsningen kan være med til at give borgerne bedre overblik over deres

betalinger. Det kan også sikre en hurtigere dialog mellem kommune og borgere, hvis
betalingerne udebliver, fordi vi straks får besked,” siger Michael Møller, chef for Center
for Betaling og Debitorstyring i Københavns Kommune.

MobilePay regningsbetaling
Med MobilePay Invoice kan man betale sine regninger direkte fra MobilePay-appen. Foto: Mobilepay

Det er IT-leverandøren, KMD, der har integreret løsningen i den kommunale økonomistyringsplatform. Over de kommende måneder vil KMD også være klar til at koble alle andre interesserede kommuner på MobilePay-betalingssystemet.

”Vi lever af at tilbyde offentlige og private kunder stadig bedre løsninger ud mod deres
slutbrugere. Med MobilePay til faste betalinger giver vi kommunerne og borgerne et
brugervenligt, transparent og effektivt opkrævningssystem gennem en app, som er
særdeles populær hos danskerne,” siger Torben Mols, direktør for området for
økonomi- og koncernstyring i KMD.

Læs også: ParkOne og MobilePay samarbejde giver billigere parkering

Hos MobilePay er man glade for, at løsningerne MobilePay Subscriptions (faste automatiske betalinger) og MobilePay Invoice (engangsbetalinger) har stor fremgang i både den offentlige og private sektor.

”Vi er glade for, at København med over 600.000 indbyggere og KMD nu udbyder vores løsning til faste betalinger. Vi tror, at rigtigt mange kommuner vil følge efter, og at danskerne for alvor bliver glade for mobil abonnementsbetaling, hvor oprettelsen klares med et swipe, hvorefter det hele kører automatisk,” siger Mark Wraa-Hansen, CEO i MobilePay.