Nu vil Swipp give MobilePay kamp til stregen

Danske Bank sluger markedsandele til sig på området for mobilbetaling, men nu vil konkurrenten, Swipp, være konkurrencedygtig med MobilePay-succesen.

Nu vil Swipp give MobilePay kamp til stregen

Det stormer frem med butikker, der implementerer mobilbetaling, men indtil videre kun med MobilePay. Den udvikling vil konkurrenten, Swipp, gøre op med ved at føre en række tiltag, der skal give Danske Bank og MobilePay kamp til stregen.

Swipp gør det, lige som MobilePay, muligt at lave nemme betalinger mellem kunder af de øvrige banker såsom Nordea, Jyske Bank, Sydbank og Nykredit, men når det gælder mobilbetaling i butikker har Swipp-alliancen måtte se sig slået gevaldigt af MobilePay på blandt andet funktioner og markedsandele.

Læs også: MobilePay-mobilbetaling klar i alle 18 Bilka-varehuse

Derfor bliver det første tiltag for Swipp at udvikle en fælles app, hvor teknologien smertefrit kan kommunikere sammen med butikkerne for at gennemføre en mobilbetaling. Lige nu er Swipp-teknologien nemlig implementeret i hver enkelt banks app, som tæller hele 72 af slagsen.

Dernæst vil Swipp også hapse en stor del af Danske Banks kunder, som må formodes at bruge MobilePay. Samme taktik benytter Danske Bank, hvor alle bankkunder kan benytte sig af MobilePay.

Læs også: MobilePay opruster med smarte QR-koder

”Vores løsning er bedre billigere for os, for butikkerne og sikrere for kunderne at bruge, når den kommer på plads henover sommeren,” fortæller Martin F. Andersen, direktør for SWIPP, til business.dk.

Billigere overførsler med Swipp

Swipp vil også gøre sig særdeles konkurrencedygtig på den afgift, der tillægges de erhvervsdrivende for betalinger for mobilbetaling.

Med Swipp skal butikker kun tage mellem 40-60 øre per betaling, men Danske Bank tager 1 % af beløbet for samme – men maks. 5 kroner.

Læs også: Ny iZettle-kortlæser understøtter Apple Pay-betaling

”Butikkerne siger jo, at de gerne vil have SWIPP-betaling i en rasende fart. Prisen er bare en fordel, og der er også andre fordele ved vores løsning. For pengene bliver flyttet med det samme. Desuden har butikkerne bedre sikkerhed, fordi der i SWIPP er garanti for, at kunderne har pengene,” fortæller han.

Butikker allerede klar til Swipp

I de mange butikker, som Rema 1000 og Dansk Supermarked allerede har implementeret MobilePay i, er der installeret en boks med alle forbindelsesteknologierne.

Læs også: MobilePay breder sig til fire nye butikker

Den åbner op muligheden, at Swipp nemt kan understøttes sammen med MobilePay, og konkurrencen hilser chef for forretningsudvikling Danske Bank, Jesper Nielsen, velkommen.

”Rema 1000 og Dansk Supermarked har en særlig Mobilepay-betalingsboks, så man kan betale med telefonen, på vej ud til alle deres butikker. Og mange flere butikskæder er på vej. Der vil nok være nogen butikker, som vil have begge løsninger, men der vil omvendt være butikker, som ser kritisk på mængden af hardware, og som ikke vil have både SWIPP og MobilePay.”