Ny 3D-video: Sådan ser de næste Nexus-telefoner ud

Få via en ny video et detaljeret indblik i, hvordan Googles to Nexus-telefoner produceret af HTC kommer til at tage sig ud.

Ny 3D-video: Sådan ser de næste Nexus-telefoner ud

For knap to uger siden fik vi det første kig på, hvordan de to kommende Nexus-smartphones kan komme til at se ud ud fra et 3D-billede designet på baggrund af information, som hjemmesiden Android Police havde set.

Siden hen har der ikke været yderligere billeder eller informationer om telefonerne. En designer, som går under navnet TECHCONFIGURATIONS, har dog selv udarbejdet en endnu mere detaljeret 3D-model ud fra det første billede, der er dukket op.

Læs også: Første billede af de kommende Nexus-telefoner dukker op

I nedenstående YouTube-video ses det formodede design på Nexus-telefonerne helt tro med det design, som oprindeligt er afsløret.

De to telefoner, som går under navnene Marlin og Sailfish, tegner til at få et karakteristisk HTC-metaldesign kombineret med det klassiske sorte, minimalistiske design fra Nexus-serien. Bagsiden er dog markant anderledes end hvad der er set tidligere – måske med Nexus 6P som undtagelse.

Den øverste tredjedel af Nexus-telefonernes bagside er nemlig dækket af et sort element udført i enten plastik eller glas, der bryder resten af den grå metalbagside. Idéen ser ud til at være den samme som med Nexus 6P, hvor kameraet og antennerne gemmer sig bag elementet – blot her udført i større skala, så den nu også omkredser fingeraftrykslæseren meget længere nede på bagsiden.

Læs også: Specifikationer på HTCs anden Nexus-smartphone afsløret

Ifølge de lækkede oplysninger får telefonerne to højttalere i bunden, som også indgår i den nye video med 3D-modellen. Mange andre mindre detaljer er dog endnu usikre hvad angår designet, men i grove træk er det, du ser her, designet på de to kommende Nexus-telefoner, der ventes at blive lanceret i løbet af efteråret.

Nexus
Foto: Techconfigurations.com

Specifikationer på Nexus-telefonerne (Sailfish og Marlin)

Processor: Quad-core fra Qualcomm (ukendt model)
Skærm: 5″ (Sailfish) og 5,5″ (Marlin) QHD (1.440 x 2.560 pixels) AMOLED
Kamera: 12 megapixel foran, 8 megapixel bagpå
Lagerplads: 32 GB (Sailfish/Marlin) og 128 GB (Marlin)
RAM: 4 GB
Batteri: 2.770 mAh (Sailfish) og 3.450 mAh (Marlin)
Software: Android 7.0 Nougat
Andet: USB-C-port, Bluetooth 4.2, højttalere i bunden, fingeraftrykslæser bagpå
Pris: Endnu ukendt