Ny Garmin GPS er gode venner med Facebook

Med denne GPS kan dine venner følge dig verden rundt.

Ny Garmin GPS er gode venner med Facebook

Hvis du er en del af Facebook-folket, er der stor sandsynlighed for, at du er en af de personer, der elsker at fortælle din omverden, hvad du laver, og hvor du befinder dig. Og er det tilfældet er Garmins nye GPS lige noget for dig.

Den nye vejviser hedder Garmin nüLink! 2390 og er gode venner med Facebook.

GPS’en har nemlig en indbygget trackingfunktion, der gør, at du kan poste et link på Facebook til dine venner. Herefter kan de på et kort følge din færden rundt på vejene, og se hvor du kører og endda hvor hurtigt?

Send en besked med et link til dine venner – så kan de følge dig på et kort.

Hvis du ikke har lyst til at dele oplysningerne med alle på din Facebook, kan du også sende linket som en mail samt knytte en kommentar til.

Praktisk hvis du vil lade dem, du skal besøge se, hvornår du ankommer, eller vil blære dig med, at du nu er nået ned til München i din nye bil på ferie.

Dine venner kan heldigvis ikke følge dig i al evighed, da du kan angive, hvor mange timer, de kan se din færden. Har de en Android eller iPhone, har Garmin også lavet en app, som man kan følge GPS’en med.

Derudover har Garmin nüLink! 2390 adgang til Vejdirektoratets trafikkameraer, Krak-søgninger, Europæiske kort, en trykfølsom skærm på 4,3-tommer, Live tjenester og andet godt. Prisen ligger på 1.995 kroner, og trackingtjenesten er gratis det første år.