Ny Google Glass-brille på vej: Her er de første billeder

Google er på vej med en ny og forbedret udgave af den højteknologiske brille, Google Glass. Nu er de første billeder dukket op.

Ny Google Glass-brille på vej: Her er de første billeder

Googles computerstyrede brille med det ganske sigende navn, Google Glass, har siden projektets begyndelse i 2011 trukket mange overskrifter og resulteret i en del kontrovers.

Det afholder dog ikke Google fra at forsøge sig med endnu en udgave af den smarte brille med en optisk hovedmonteret skærm, der forstørres op i ens synsfelt.

Den amerikanske godkendelsesmyndighed, FCC, som ser elektronik med netværksteknologi igennem sømmene, har nemlig offentliggjort en række dokumenter med tilhørende billeder, der afslører den nye Google Glass-brille.

Læs også: Google Glass får overhaling til næste år

Grundlæggende er der tale om samme design med det tynde stykke metal, der udgør brillestillet, mens al elektronik gemmer sig i højre side bag en plastikskal. Den umiddelbart største designændring er, at brillen nu kan foldes sammen ligesom normale briller, da der nu er hængsler monteret langs brillestellet.

Google Glass Enterprise Edition
Foto: fcc.gov

Hvor den nuværende Google Glass-brille oplades med microUSB, skifter Google nu over til et såkaldt pogo-kabel, der minder om Apples MacSafe-stik. Her vil det formentligt også være magneter, der holder kablet og brillen sammen.

Læs også: Brutal 10-minutters video kalder Google Glass det værste produkt nogensinde

En stor del af den kontrovers, der er opstået omkring Google Glass, er at folk kan optage andre i offentligheden uden at omverdenen på nogen måde kan vide det. Dokumenterne fra FCC afslører, at Google forsøger at afhjælpe dette problem ved at tilføje en kameraindikator, der lyser grøn foran, når der filmes.

Den sidste nyhed i den nye Google Glass er tilføjelsen af WiFi på 5 GHz-båndet som tilføjelse til det eksisterende bånd på 2,4 GHz. Det bør derfor resultere i en bedre forbindelse mellem Google Glass og smartphonen.

Rettet mod erhvervslivet

Google Glass har endnu ikke været udgivet som noget færdigt produkt, men har hele tiden været i en udviklingsfase som en del af Google X-afdelingen, der eksperimenterer med futuristiske projekter som bl.a. Googles selvkørende bil og Projekt Loon, der består af balloner med 4G-antenner.

Læs også: Google-boss: Google Glass er ikke død

I løbet af sommeren 2015 har der floreret rygter om, at Google dropper at lancere brillen for offentligheden og i stedet lancerer den i form af en Enterprise Edition tiltænkt erhvervslivet. Om det bliver tilfældet, vil blot tiden vise. Èn ting er dog sikkert: Google Glass lever videre – præcis som firmaet lovede tilbage i marts.