Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Ny iPhone 6-variant i år: iPhone 7 kommer først næste år

Ny iPhone 6-variant i år: iPhone 7 kommer først næste år

Når den næste iPhone bliver lanceret i år, får den ikke navnet iPhone 7. I stedet kan du forvente ny og tredje variant af iPhone 6, mens 7’eren udskydes.

Foto: Mobilsiden.dk

Mange rygter har allerede indikeret, at Apples kommende iPhone, der lanceres dette efterår, ikke kommer til at byde på de helt store nyheder.

Det bekræftes endnu en gang af nye oplysninger fra den velkendte tipster Evan Blass under navnet evleaks, der via hjemmesiden VentureBeat kan gøre os klogere på, hvad Apples iPhone-strategi er.

Læs også: Rygte: Kommende iPhone får berøringsfølsom home-knap og vandtæthed

Det er ikke mere end tre uger, siden det forlød, at Apple vil begynde på en treårig produktcyklus, så en stor iPhone-opgradering kun finder sted hvert tredje år. Det har endnu været uvist hvornår denne ændrede strategi vil træde i kraft. Det bliver dog allerede fra dette efterår ifølge de nye oplysninger.

iPhone 7 gemmes til 10-års jubilæum

Derfor får den kommende iPhone angiveligt ikke navnet iPhone 7. I stedet bliver den en tredje variant af iPhone 6. Apple ventes nemlig at gemme iPhone 7-navnet til næste år, hvor der skal fejres 10 års jubilæum.

At begynde den treårige produktcyklus giver god mening taget de mange tidligere rygter i betragtning, der har berettet om, at dette års iPhone 'ikke får mange salgsargumenter’. Den største ændring bliver faktisk, at jackstikket forsvinder - noget der dog i løbet af de seneste uger har været noget modstridende oplysninger om.

Læs også: Apple-analytiker: Dette års iPhone får ikke mange salgsargumenter

Den helt store opgradering af næste års iPhone 7 kommer derimod til at byde på et markant anderledes design med en AMOLED-skærm og en glasbagside, mens home-knapen er direkte integreret i frontens glas.

De nye oplysninger fra Evan Blass kommer blot tre dage, inden avisen Wall Street Journal kan berette mere eller mindre det samme. Der begynder dermed ikke længere at være den helt store tvivl om, hvilke planer Apple fremadrettet har med de populære iPhones.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies