Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Ny melding: Til januar kan mobil-NemID rykke hurtigt

Ny melding: Til januar kan mobil-NemID rykke hurtigt

Der vil blive rykket hurtigt på januar-planen om NemID til mobilen, lover udviklingschef. Men ikke alle tjenester kommer med.

Når først handlingsplanen for en NemID-løsning til mobiltelefoner og tablets ligger klar til januar, kan de ansvarlige for projektet rykke hurtigt.

Det fortæller udviklingschef Tom Bøgeskov fra Digitaliseringsstyrelsen.

- "Vi er ikke i tvivl om, at vi skal ud ad et mobilt spor, og vi forventer at have en samlet handlingsplan klar til januar. Så kan vi rykke derfra, og så kan vi rykke hurtigt," siger udviklingschefen til Version2.

I sidste uge var meldingen fra Digitaliseringsstyrelsen imidlertid mere vag i forhold til tidshorisonten for NemID's mobilløsning, som ifølge den oprindelige plan skulle have været færdig inden udgangen af 2012.

- "Hvis jeg kunne sige, at det mobile NemID var klar i slutningen af 2013, ville jeg være rigtig glad. Men det vil jeg undlade og nøjes med at sige, at selve udviklingen nok vil tage et års tid, når vi først har handlingsplanen," sagde souschef i Digitaliseringsstyrelsen og ansvarlig for NemID, Charlotte Jacoby, til Computerworld.dk.

Ikke alle tjenester kommer med

Tidsplanen for NemID til mobilen kan blandt andet blive påvirket af, om opgaven skal i udbud, da det i sig selv tager mange måneder.

Ifølge Version2 arbejder Digitaliseringsstyrelsen derfor på at finde frem til en løsning, som er mindre krævende.

Et led i den manøvre kunne være at skære i antallet af tjenester, som danskerne skal have adgang til via mobil og tablet.

Ikke desto mindre er Digitaliseringsstyrelsen i gang med at afklare, hvor grænsen skal gå, fortæller Tom Bøgeskov.

- "Der er 650-700 forskellige løsninger på Borger.dk, som bruger NemLogin, og hvor skal snittet være? Skal det kun være de mest brugte, vi tager med? De spørgsmål arbejder vi nu med sammen med de øvrige interessenter,"« siger udviklingschefen.

Læs også:
- Uvished om NemID's fremtid på mobilen
- Kommune vil ikke vente på NemID til mobilen

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

evilguy 13-12-2012 13:21:02

Jeg tror på det, når jeg ser det. Det er jo ikke ligefrem først gang vi bliver lovet, at nu er det lige op over med mobilt Nem-ID...

0 0

Om brug af cookies