Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Ny Nüvi fra Garmin

Ny Nüvi fra Garmin

Garmin Nüvi 670 ligner til forveksling forgængeren Nüvi 660, men den har blandt andet en indbygget FM-transmitter som gør det muligt at modtage navigationsanvisninger via bilradioen.

Garmins populære navigationsserie Nüvi tæller nu en ekstra model. Der er tale om efterfølgeren til Nüvi 660, som Garmin har valgt at betegne Nüvi 670.

Den nye model har fået nogle tekniske løft, som hører sig til for en modelopgradering.

For nogle måneder siden kunne vi fortælle at små FM-transmittere med lav effekt endelig er blevet lovliggjort i Danmark (læs mere her).
Dette faktum udnyttes i Nüvi 670. Modellen har nemlig en indbygget FM-transmitter, som gør det muligt at få navigations-vejledninger ud igennem bilens højtalere uden brug af ledninger eller andre installationer. Det eneste der kræves, er nogle tastetryk på enheden.

Transmitteren kan sættes til at søge efter en ledig frekvens på FM-båndet. Når denne er fundet skal man manuelt finde den angivne frekvens på sin bilradio.

Ud over at modtage navigations-vejledninger over bilradioen, kan man også overføre enhedens andre lyd-funktioner til bilradioen. Det vil sige håndfri mobiltelefoni via Bluetooth, musik gemt på enheden samt de rejse guides, der kan købes som tilbehør.

Ud over den indbyggede FM-transmitter, byder Nüvi 670 på forbedret TMC-funktion. Modtager man informationer om, at der er kø på den planlagte rute, vises der på skærmen hvor lang tid man vil blive forsinket, hvis man tager en alternativ rute. Dette gør det nemmere for chaufføren at vurdere, om den alternative rute kan betale sig.

Ydermere har Garmin forbedret håndteringen af tunneler, hvor man mister GPS-signalet. Fra det øjeblik man kører ind i en tunnel, simulerer enheden kørslen og er derfor klar til at navigere igen i det øjeblik, der er forbindelse til satelitterne.
GPS’en skal altså ikke bruge så lang tid på at genfinde sin position.

Garmin Nüvi er blandt andet set til 5.999,- i ElGiganten.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies