Ny version af Google Glass til salg på eBay

De er endnu ikke lanceret, men en ny version af Google Glass ser ud til at være i ovnen hos Google og et enkelt eksemplar har fundet vej til eBay

Ny version af Google Glass til salg på eBay

Google Glass nåede ikke ud til menigmand, inden amerikanerne trak stikket for brillerne, men det nåede lidt ind i de professionelles rækker. Derfor blev der også spekuleret i, om brillerne kunne dukke op igen i en version fokuseret på erhvervslivet i en Enterprise Edition, og det er måske netop sådan en, der er dukket op på eBay.

Blandt andre The Verge har opsnappet parret, der er sat til salg af en pantelånerkæde ved navn A to Z Pawnbrokers.

Læs også: Google-boss: Google Glass er ikke død

Ved første øjekast kunne det godt ligne et par sorte Google Glass, men der er et par ting, der skiller sig ud ved dette par i forhold til den første udgave. 

For det første kan parret på eBay klappes sammen – der er i hvert fald et hængsel, der tyder på det. For det andet har Google Glass på eBay en anden forbindelse end den microUSB-port, der blev brugt på de oprindelige briller.

Læs også: Google sløjfer Glass – sådan da

Et lignende par briller har været gennem den amerikanske FCC, som skal godkende nye produkter, før de kommer på markedet. Google har ikke offentligt meldt noget ud om en relancering af brillerne, men det tyder altså på, at amerikanerne er tæt på at kunne sætte brillerne i søen igen.

I skrivende stund ligger brillerne på eBay på 2.600 dollars – godt 17.000 danske kroner. Herunder er et lille galleri af de første Google Glass (de orange) og så det par, der er til salg på eBay(de sorte).

Google Glass Enterprise Edition