Nye billeder af Samsung Galaxy S7 edge afslører tre farver

Dugfriske pressefotos af Samsung Galaxy S7 edge afslører, at den kommer i tre forskellige farver: Sort, sølv og guld.

Nye billeder af Samsung Galaxy S7 edge afslører tre farver

Der er nu blot en uge til Samsungs store UNPACKED-event, hvor Galaxy S7 og Galaxy S7 edge lanceres, og som eventen nærmer sig, lækkes der også flere og flere billeder af de to topmodeller.

Det skyldes særligt den garvede ”leakster”, Evan Blass, også kendt som evleaks på Twitter, der har været særdeles flittig med at dele specifikationer og pressefotos af Galaxy S7 og Galaxy S7 edge.

Læs også: Samsung Galaxy S7: Priser og dato for forudbestilling nu ude

Nu er han på Twitter igen på banen med et – formodentlig – komplet sæt af pressefotos af den kurvede edge-variant. På billedet ses Galaxy S7 edge både forfra og bagfra i tre forskellige farvevarianter, som må formodes at være de tre, der vil være at vælge imellem, når de ifølge rygterne lander i butikshylderne den 11. marts i Europa og allerede vil være åben for forudbestillinger samme dag, som de afsløres.

Samsung Galaxy S7
Her ses Samsung Galaxy S7 edge bagfra i henholdsvis sort, sølv og guld. Foto: Twitter.com (@evleaks)

Som det også fremgår af de første pressefotos, der slap ud af begge Galaxy S7-modeller for små to uger siden, er den ene farvevariant kulsort. Dernæst ses en sølv-variant og til sidst en guldlignende farve.

De to første, sort og sølv, er noget anderledes end hvad der kan findes i Galaxy S6, hvor der blev brugt de såkaldte ædelstensfarver. Guldvarianten kan dog godt minde en helt del om guldudgaven af Galaxy S6, også kendt som Gold Platinum.

Læs også: Her er de første rigtige billeder af Samsung Galaxy S7 og S7 edge (opdateret)

Om disse tre farvevarianter også kommer til at gælde for den almindelige Galaxy S7, vides endnu ikke med sikkerhed. Noget tyder dog på det, da et billede af et fysisk eksemplar af Galaxy S7 viser den samme guldvariant.

Indtil videre er der i hvert fald ingen tegn på, at der kommer en unik farve til hver variant lige som med Galaxy S6, der findes i Blue Topaz, og Galaxy S6 edge, der kan købes i en grøn Green Emerald-variant.