Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Nye billeder af Samsung Galaxy S8 og priser på tilbehør lækket

Nye billeder af Samsung Galaxy S8 og priser på tilbehør lækket

Med små to uger til afsløringen af Galaxy S8 og S8+ bliver nye billeder og informationer lækket i en lind strøm - senest af Twitter-tipsteren evleaks.

Foto: Twitter.com (@evleaks)

Efterhånden som afsløringen af Samsung Galaxy S8 og Galaxy S8+ nærmer sig med hastige skridt, øges antallet af lækkede billeder og informationer tilsvarende.

Læs også: Rygte: Samsung Galaxy S8 kan optage super-slow motion

I den forgangne weekend har blandt andet den altid velinformerede Twitter-bruger evleaks, også kendt som, Evan Blass, været til tasterne og har delt en række nye pressefotos, hvor flere af de nye farvevarianter ses. Samtidig afslører han også priserne på tre stykker tilbehør til topmodellerne.

Pressefotos viser Galaxy S8 frem i tre nye farver

I det første tweet ses et sæt billeder både af Galaxy S8 øverst og Galaxy S8+ nederst. Her ses tre af de mange nye farver, som topmodellerne ventes at blive lanceret i. Til venstre ses den sorte farve, som Samsung kalder Black Sky, hvor en grå farve kaldet Orchid Grey ses i midten. Til højre er en sølvfarve, Arctic Silver. Fælles for alle tre farver er, at de – i hvert fald at dømme ud fra billederne – får en sort front.

Det er væsentligt anderledes end mange af de tidligere viste billeder af såkaldte dummy-enheder, hvor fronten også har været farvet. Det har fået særligt de mange udskæringer til frontens sensorer og kameraer til at blive noget iøjnefaldende, så en sort front er måske ikke en så dum idé igen.

Priser på tilbehør til Galaxy S8 også afsløret

Foruden de nye billeder kan Twitter-tipsteren også afsløre, hvad du skal punge ud med for at få fat i tilbehøret, som Samsung lancerer sammen med topmodellerne. Priserne på Galaxy S8 og S8+ afslørede evleaks allerede sidst i januar måned: De kommer til at koste henholdsvis €799 og €899 – cirka 750 kroner dyrere end Galaxy S7 og Galaxy S7 edge.

Priserne på tilbehøret har til gengæld været ukendte – indtil nu. Som der også har været tale om flere gange, lancerer Samsung en pendant til Microsofts Display Dock-adapter, så du kan tilslutte din Galaxy S8 til en adapter. Den sluttes igen til en ekstern skærm, og så er det faktisk telefonen, der driver et helt PC-miljø. Samsungs enhed går under navnet DeX (Desktop Experience) og får en pris på €150 – eller hvad der svarer til 1.100 kroner. Med dansk moms oveni bliver den altså ikke helt billig.

Læs også: Første sammenligning af Samsung S8, S8+ mod forgængerne

Det samme gør sig gældende for en ny udgave af Samsungs Gear VR-headset, som lanceres i en udgave med USB Type-C-stik, så den naturligvis passer til Galaxy S8 og S8+. Den lander i butikkerne med et prisskilt på €129 – cirka 950 kroner inden dansk moms.

Samsung Gear 360 lanceres også som tilbehør til Galaxy S8. Det er endnu uvist, om der er tale om en ny udgave eller den samme fra sidste år, da prisen ifølge evleaks er noget lavere end i fjor. Sammen med Galaxy S8 får den i hvert fald en pris på €229 (1.700 kroner), hvor Galaxy Gear 360 sidste år kostede €350 (2.600 kroner).

Uanset om Gear 360 opdateres eller ej, bliver der i hvert fald tre spændende slags tilbehør til rådighed sammen med Galaxy S8 og Galaxy S8+, men det ligger altså ikke ligefrem i den billige ende. Mon ikke en af de tre produkter følger med ved køb af Galaxy S8 som led i en kampagne hos de fleste teleselskaber og forhandlere?

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies