Nye pressefotos viser LG V20 frem

Flere afslørende billeder viser det nye design i den kommende LG V20-topmodel frem, som beholder samme særlige ekstra skærm på fronten fra V10.

Nye pressefotos viser LG V20 frem

Om under to uger afslører LG sin nye topmodel, V20, og lige som de øvrige producenter er det ikke lykkedes LG at holde hemmelighederne bag lukkede døre.

Nye billeder af smartphonen er nemlig dukket op ad to omgange. Hjemmesiden Playfuldroid har først spottet fire billeder fra det kinesiske sociale medie, Weibo, hvor V20 ses med et cover på. Heldigvis er det gennemsigtigt, hvilket gør det muligt at se meget af designet igennem det.

Derefter kunne Twitter-brugeren evleaks, som altid er på pletten, offentliggøre et femte pressefoto, hvor telefonen ses forfra – dog i noget lavere opløsning.

Læs også: Google bekræfter: LG V20 bliver først med Android 7.0 Nougat

Med de billeder står det altså ganske klart, at V20 får et noget anderledes design end forgængeren V10. Hvor sidste års V10 var kendetegnet ved den ru, gummibelagte bagside med en ramme udført i aluminium, der følger siderne. Dertil er der naturligvis også den særlige ekstra skærm, der ligger lige over den normale, primære skærm på fronten.

LG V20
Foto: Twitter.com (@evleaks)

LG V20 vil adskille sig fra den ved at have hvad der ligner en aluminiumsbagside, mens rammerne ikke er nær så iøjnefaldende. Til venstre for det særlige ekstra skærmpanel gemmer der sig, lige som på V10, hele to frontkameraer, hvor det ene har et bredt synsfelt på 120 grader.

Samme teknik benyttes på bagsiden – denne gang hentet fra LG G5 med sit dual-kamera, hvor det ene igen har et bredere synsfelt end det andet. Det, der var med til at gøre LG V10 unik, var hvor hårdfør den var uden at designet bar præg af det. Noget kunne tyde på, at V20 ikke bliver nær så modstandsdygtig. I hvert fald ses på det på disse billeder, lige som på de første 3D-modeller, at den får samme modulopbyggede design som G5.

Læs også: LG og B&O PLAY tørner sammen om ny topmobil

Det betyder, at du kan hive bunden med dets batteri ud ved at holde en knap på hver side af telefonen nede, som slipper den løs. Det gør det muligt at skifte bunden ud med en anden, der kan være udstyret med et dedikeret kamera på bagsiden eller en Hi-Fi-DAC fra B&O til at give en bedre lydoplevelse med et tilsluttet headset.

Medmindre LG har fundet den helt store nyskabelse frem, virker det dog noget usandsynligt, at V20 får samme MIL-STD-810G-certificering som V10. Den sikrer nemlig, at telefonen kan modstå højt tryk, fugt, temperaturændringer, salt, sand, støv, vibration og vand for at nævne et par få ting. Om det kan opnås med en modulopbygget telefon er nemlig noget tvivlsomt.

Ikke desto mindre bliver LG V20 interessant at følge, når LG lancerer telefonen den 6. september.