Nyt Apple-forslag om højere royalties vil gøre ondt på Spotify

Apple fremsætter et forslag i USA om højere licenshonorer til sangskrivere, men Apple Music selv vil ikke være omfattet af ændringen.

Nyt Apple-forslag om højere royalties vil gøre ondt på Spotify

Der er kold luft mellem de to streaminggiganter Apple Music og Spotify, hvor de to virksomheder bag hver sin tjeneste for nyligt var i totterne på hinanden.

Den hårde konkurrence mellem de to firmaer ser ikke ud til at forsvinde lige foreløbig. Apple har nemlig indsendt et forslag i en indberetning til den amerikanske regering om at foretage drastiske ændringer i måden, som musikere bliver betalt for at have deres sange streamet på streamingtjenesterne – noget der vil blive ganske dyrt for Spotify.

Læs også: Spotify til Apple: ‘I er konkurrenceforvridende’

I dag benyttes der et – selv for mange musikere – ganske kompliceret og uigennemskueligt system til betaling af honorarer med de såkaldte mekaniske og performance-royalties. Det vil Apple gøre simplere med sit forslag om en komplet ændring af systemet. Ifølge Apple bør sangskrivere få tildelt 9,1 (61 øre) cents for hver 100 afspilninger.

Hensigten er, at disse ændringer skal erstatte de føderale lovgivninger, der benyttes på nuværende tidspunkt. De fleste streamingtjenester som Spotify, Google Music, TIDAL og Pandora er alle omfattet af disse.

For Apple kan det derfor være et rigtigt smart træk, der kommer til at gøre ondt på konkurrenterne – særligt Spotify, som i så fald skal betale væsentligt højere licenshonorarer. Apple kan derimod fortsætte uændret, da it-giganten sidste år fik egne aftaler i hus med udgivere og pladeselskaber uden om de nuværende føderale lovgivninger, der altså står over for en ændring.

Læs også: Apple giver Apple Music et stort designløft

I dokumenterne fremgår det ikke eksplicit, hvilke streamingtjenester ændringerne vil ramme. Apple bekræfter at have indsendt forslaget, men vil ikke kommentere yderligere på det. Forslaget fra Apple er en del af en række forhandlinger fra det såkaldte Copyright Royalty Board, der vil træde i kraft i 2018 frem til 2022, såfremt det godkendes.

Fortsættelse:

Der var endnu mere liv omkring temaet. mobilsiden kunne ikke lade sagen ligge. 14/7/2016 fortsatte vi fortællingen med en artikel omkring emnet TV2 PLAY er nu ude som app på Apple TV – Den videre historie om temaet finder du her. De seneste nyheder om temaet kan du læse her.