Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Officielt: Samsung stopper produktionen af Note 7 igen

Officielt: Samsung stopper produktionen af Note 7 igen

Samsung sætter produktionen af nye Galaxy Note 7-mobiler på pause endnu en gang, efter flere 'sikre' eksemplarer er eksploderet.

Foto: Itworld.co.kr

Efter den seneste måneds tids problemer med Note 7-telefoner, der pludselig selvantænder og eksploderer, fik Samsung rettet op på problemerne ved at tilbagekalde de 2,5 mio. solgte eksemplarer og ved at producere nye, friske udgaver af topmodellen med Amperex Technology Limited som producent af batterierne.

Selv om der er foretaget omfattende kvalitetstests inden genoptagelsen af salget af og ikke mindst ombytningen til de nye, sikre telefoner, sker det måske værst tænkelige for Samsung. Nye, 'sikre' Note 7-telefoner døjer nemlig med samme farlige batteriproblemer som de første Note 7-udgaver.

Alene i den netop overståede weekend er der rundt omkring i verden fundet seks nye tilfælde sted, hvor nye, ombyttede Note 7-telefoner er selvantændt.

Læs også: Seks 'sikre' Samsung Galaxy Note 7-mobiler går op i flammer

Tidligere i dag har Samsung udgivet en pressemeddelelse, hvori producenten skriver, at “vi fortsætter med at skynde os med at undersøge de indberettede sager for at fastslå årsagen og vil dele resultaterne så hurtigt som muligt”. Samsung skriver desuden, at producenten vil arbejde sammen med CPSC i USA, hvis det viser sig, at der er igen er en sikkerhedsrisiko.

Og det viser sig nu at være tilfældet. Over for den sydkoreanske avis, Yonhap News, og Reuters bekræfter Samsung, at man nu midlertidigt stopper produktionen af nye Note 7-telefoner efter de seneste dages problemer med nye eksemplarer, der går op i flammer på trods af, at de burde være sikre.

Præcis som Samsung varslede i pressemeddelelsen oplyser Samsung, at man nu vil arbejde sammen med, ikke kun CPSC i USA, men også instanser i Kina og Sydkorea for at sikre, at der bliver taget hånd om problemerne på bedste vis.

Læs også: Fly evakueret efter eksplosion af en “sikker” Note 7

Dermed skal du næppe sigte efter at få fingrene i en Samsung Galaxy Note 7 her i Danmark i slutningen af november måned, som det ellers var Samsungs forhåbning.

Samsung har endnu ikke selv udsendt en pressemeddelelse om salgs- og produktionsstoppet som følge af det tilbagevendende batteriproblem. Hvis historien vil gentage sig lige som første gang den sydkoreanske producent tilbagekaldte telefonen, kan en sådan meget vel blive udgivet allerede senere i dag.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies