OnePlus 5 er officiel: Nu med dualkamera og vildere hardware

Den nye OnePlus 5 er blevet en realitet. Hovedattraktionen er i år et dualkamera, og som altid får du også specifikationer i topklasse til en skarp pris.

OnePlus 5 er officiel: Nu med dualkamera og vildere hardware

OnePlus er klar med sin nyeste topmodel, der har et dualkamera, et helt nyt design og forbedret mekanik som hovednyhederne: Mød den nye OnePlus 5.

Den næste topmodel fra kinesiske OnePlus har ladet vente på sig i mange måneder, men nu er ventetiden ovre. Ved en event, der foregik online på sædvanlig OnePlus-facon, kunne producenten her til aften løfte sløret for dette års nye topmodel, der skal konkurrere med de seneste skabelser fra Samsung, Apple, LG, HTC, Sony mm.

Læs også: OnePlus 5: Pris og tilgængelighed i Danmark

Opskriften på en topmodel synes at være den samme, som har udviklet OnePlus fra en ubetydelig producent, som ingen kendte til med lanceringen af OnePlus One i 2014, til en producent, der så småt begynder at gøre sig bemærket hos konkurrenterne – og ikke mindst hos den gennemsnitlige dansker.

OnePlus 5
Farven Slate Gray (til venstre) og Midnight Black (til højre). Foto: OnePlus

Nyt, men genkendeligt design

Forud for lanceringen blev der, som med de fleste andre smartphones, lækket adskillige billeder af telefonen, og her holdt mobilverdenen sig ikke tilbage med at pointere de mange ligheder, der var med Apples iPhone 7 Plus. Der er dog en anden smartphone, som har væsentligt flere ligheder med OnePlus 5 end Apples iPhone: Oppo R11.

Læs også: Sammenligning: OnePlus 5 vs. OnePlus 3T

OnePlus 5 ser nemlig ud til at være tæt på identisk med den seneste smartphone fra Oppo, og det er måske heller ikke så underligt. Det er nemlig den kinesiske smartphonegigant BBK Electronics, der står bag både Oppo og OnePlus, og det er ikke utænkeligt, at man har genbrugt store dele af designet og komponenterne af økonomiske årsager. Dermed mister OnePlus 5 dog også noget af den originalitet, som var at finde i OnePlus 3 og 3T.

OnePlus 5 er altså mest af alt en toptunet og opgraderet Oppo R11 med få designmæssige justeringer hist og her såsom en lidt mere markeret kant langs rammen. Det sagt er der dog stadig adskillige punkter, hvor OnePlus 5 adskiller sig fra søstermobilen fra Oppo.

OnePlus 5
Foto: OnePlus

Ligesom med forgængeren har OnePlus gjort brug af en samlet konstruktion af aluminium, som fås i den sorte farve Midnight Black og den mørkegrå farve Slate Gray.

I år er der satset på et så minimalistisk udseende som muligt. Derfor er antennelinjerne forsøgt skjult langs toppen og bunden af bagsiden som set på mange andre smartphones. Derudover er designet præget af runde, bløde hjørner med en let markeret kant, som giver et stilrent, men måske også for ngoen et lidt anonymt ydre.

Læs også: 3 sælger begrænset parti af OnePlus 5

OnePlus 5 er desuden en ganske tynd sag, som måler blot 7,25 mm. i tykkelsen og dermed er det tyndeste flagskib fra OnePlus nogensinde. Bemærk: Ikke den tyndeste smartphone fra OnePlus, men blot flagskib, da OnePlus X, som måler 6,9 mm., tilsyneladende ikke anses som et flagskib.

OnePlus 5
Foto: Mobilsiden.dk

Størrelsesmæssigt er der ikke meget, der har ændret sig siden OnePlus 3 og OnePlus 3T. Med en højde på 154,2 mm. og en bredde på 74,1 mm. er den altså blot 1,5 mm. højere og 0,6 mm. smallere end 3T. Også opsætningen af knapperne langs siderne har ikke rykket sig mange millimeter. Her finder du fortsat tænd/sluk-knappen i højre side samt de to lydstyrkeknapper og den såkaldte ’Alert slider’-skydeknap i venstre side.

På skærmfronten er der heller ikke de store nyheder. Du finder fortsat en 5,5 tommer stor skærm, og opløsningen hedder stadig Full HD – altså 1080 x 1920 pixels, hvilket giver en pixeltæthed på 401 pixels per tomme. Der er med andre ord intet banebrydende nyt på denne front.

Læs også: OnePlus 5 – Endnu et sikkert hit [TEST]

I OnePlus 5 er det også en AMOLED-skærm med ’Optic’-brandingen, hvilket er OnePlus’ måde at sige, at skærmen er kalibreret efter sRGB-farveskabalen. Nyheden er, at du nu også kan vælge DCI-P3-farveskalaen – begge nogle som giver en utrolig præcis farvegengivelse.

OnePlus 5 kamera
Foto: OnePlus

OnePlus tager stort skridt med nyt dualkamera-setup

På bagsiden er der til gengæld sket store nyheder, og det er uden tvivl her, at de største nyheder i telefonen er at finde. Det understreges blandt andet af, at OnePlus er gået sammen med kameraspecialisterne fra DxOMark for at forbedre resultaterne.

Bagpå finder du således et nyt, stort kamerahus placeret i venstre side, hvor der gemmer sig et kamera mere end sidst. OnePlus har nemlig taget skridtet og installeret et såkaldt dualkamera. Her skiller OnePlus’ setup sig ud fra mængden ved at være det kamerapar med den samlede højeste opløsning på hele 36 megapixel.

Den første og primære kamerasensor er nemlig på 16 megapixel og er af typen Sony IMX 398. Sensoren har flere ligheder med den i OnePlus 3 og 3T, men den er opgraderet på flere punkter. Først og fremmest er blændeværdien nu f/1.7 frem for f/2.0 i forgængerne, og dermed lukker kameraet 34 pct. mere lys ind i OnePlus 3 og 3T.

Læs også: Her er de første fotos taget med OnePlus 5

Til gengæld har IMX398-sensoren mistet den optiske billedstablisering. For at minimere rystelser og sløringer har OnePlus kunnet tillade sig at redudere lukkertiden, da sensoren som sagt lukker mere lys ind end tidligere. Derfor kan billederne tages endnu hurtigere end før, og den kortere lukkertid reducerer altså chancen for slørede billeder.

OnePlus 5
Foto: OnePlus

En anden nyhed i sensoren, der er medvirkende til, at billederne kommer hurtigere i hus, er dual pixel-teknologien. IMX 398 er nemlig en af – lige nu – fire kamerasensorer fra Sony, som er udstyret med ‘dual pixel-udgaven af den i forvejen hurtige PDAF-teknologi – altså den såkaldte fasedetektion. Med andre ord fokuserer OnePlus 5 40 pct. hurtigere end OnePlus 3 og 3T samtidig med at den er mere præcis.

Den anden kamerasensor er af typen Sony IMX 350, som er en helt ny model. Den har en opløsning på hele 20 megapixel og en blænde på f/2.7. Den er derudover udstyret med et teleobjektiv. De nærmere detaljer om sensoren er endnu uviste, men den bruges blandt andet i flere af nedenstående funktioner.

OnePlus 5
Foto: OnePlus

Portrættilstand: Først og fremmest er der kommet en ny porttrættilstand, som bruger de to sensorer til at påføre en dybdefekt – eller den såkaldte bokeh-effekt som demonstreret af OnePlus’ medstifter i et tweet. Effekten slører baggrunden og sætter forgrunden ekstra i fokus, som man kender det fra DSLR-kameraer.

Dual Camera Zoom: Den anden funktion lader dig zoome ekstra ind på motiver. Med en ny algoritme kan du zoome 2 gange ind ved et hurtigt tryk på en ny zoom-knap i kamera-appen, og ved at køre zoom-knappen frem og tilbage kan du zoome op til 8 gange ind. Funktionen kombinerer både optisk og digital zoom for at opnå det bedre resultat.

Pro-tilstand: I Pro-tilstanden er meget ligesom før – dog med to mindre nyheder. I viewfinderen kan du nu slå en funktion til, som ved hjælp af telefonens gyroskop viser en linje på skærmen. Linjen skifter farve til grøn for at indikere, når du holder telefonen hele lige i forhold til objektet. Pro-tilstanden lader dig nu også gemme op til to profiler, så du ikke skal indstille ISO, hvidbalance, lukkertid, fokus mm. forfra hver gang.

Smart Capture: Med den nye tilstand bruger OnePlus en forbedret HDR-algoritme til at forbedre dine billeder i baggrunden. Algoritmen forsøger at fjerne støj og gøre billederne så skarpe som muligt uanset i hvilke omgivelser og hvilken tid på dagen de er taget ved at sammenholde flere billeder taget af samme motiv med forskellige indstillinger.

På videofronten har OnePlus som bekendt ikke længere optisk billedstabilisering til at holde motiverne i ro, men benytter nu alene elektronisk billedstabilisering (EIS). Tre mikrofoner rundt omkring på telefonen sørger desuden for at holde uønsket støj ude af optagelserne. Som med andre topmodeller kan du optage i op til 4K med 30 billeder i sekundet.

Den tredje og sidste kamerasensor i OnePlus 5 er igen fra Sony og en anden end den i OnePlus 3 og 3T. Modellen hedder IMX 371 og er igen på 16 megapixel med en blænde på f/2.0. Hardwaremæssigt er der dog ikke meget nyt i sensoren, men du kan til gengæld lyse dit ansigt op med telefonens skærm, når du skal tage selfies. Frontkameraet understøtter nu også HDR-tilstand, så du kan få bedre resultater.

Qualcomm Snapdragon
Foto: OnePlus

Første smartphone i Danmark med hele 8 GB RAM

I OnePlus’ smartphones spiller mekanikken ikke helt en ubetydelig rolle, for særligt her har producenten et ry for at ty til de nyeste komponenter på markedet trods telefonernes noget lavere priser end konkurrenterne. Det er ingen undtagelse med OnePlus 5.

Her finder du således Qualcomms nyeste og kraftigste Snapdragon 835-processor, som består af otte kerner. Fire af dem snurrer med en hastighed på 1,9 GHz, mens de fire øvrige kører lidt hurtigere med en tophastighed på 2,45 GHz. Dertil er der Qualcomms egen Adreno 540-grafikchip at finde. Selv om ydeevnen er øget markant, er strømforbruget reduceret med op til 40 pct. i forhold til tidligere processorer, som benytter en 14 nanometer fremstillingsproces.

Læs også: Qualcomm Snapdragon 835: Ny superprocessor slippes løs

OnePlus har det også med at udstyre deres telefoner med rigelige mængder af RAM, og det må der også siges at være i OnePlus 5. Den kommer nemlig med enten 6 eller 8 GB RAM, og begge er af LP-DDR4X-typen, som er 17 pct. mere strømbesparende end tidligere generationer af RAM. Den enorme mængde af RAM betyder også, at du næppe skal bekymre dig om, hvor mange apps du har kørende i baggrunden.

Desuden er OnePlus 5 den første smartphone i Danmark med 8 GB RAM – samme mængde som mange bærbare computere er udstyret med. På verdensplan kom ASUS Zenfone AR dog OnePlus i forkøbet som den første smartphone med så meget RAM.

Mængden af lagerplads er uændret. Sammen med de 6 GB RAM får du altså 64 GB lagerplads, mens der følger 128 GB lagerplads med de 8 GB RAM. Teknologien er nu UFS 2.1 i stedet for UFS 2.0, hvilket fordobler båndbredden – altså mængden af data der kan overføres og dermed hastigheden.

OnePlus 5
Foto: OnePlus

Øvrige hardwareændringer

Foruden de store ovenstående ændringer er der også sket en række øvrige ændringer, som man ikke umiddelbart vil lægge mærke til ved første øjekast. Først og fremmest er batteriet blevet mindre sammenlignet med OnePlus 3T (men større sammenlignet med OnePlus 3).

Der er nu 3300 mAh at gøre godt med, hvor OnePlus 3T altså har 3400 mAh og OnePlus 3 3000 mAh. Der er fortsat Dash Charge-turboopladning at finde, og umiddelbart lader den næsten lige så hurtigt som OnePlus 3T. Helt præcist klarer den 0-58 % på 30 minutter.

OnePlus har tidligere måttet høre for, at vibratormotoren i dets telefoner dels er støjende, dels svage. Det har den kinesiske producent forsøgt at løse med en ny vibratormotor i OnePlus 5, som støjer 20 pct. mindre. Samtidig kan den nu vibrere med tre forskellige intensiteter: Svag, medium og kraftig.

Læs også: OnePlus-reklame: Her er OnePlus 5

Dernæst er der også implementeret Bluetooth 5 i OnePlus 5, som bringer dobbelt så hurtige overførelseshastigheder og en fire gange større rækkevidde med sig end Bluetooth 4.2 i OnePlus 3 og OnePlus 3T.

Ligesom med tidligere OnePlus-smartphones kan du også med OnePlus 5 vælge enten at benytte kapacitive hardwareknapper til at navigere med eller softwareknapper, som deaktiverer hardwareknapperne. Uanset om du er til den ene eller anden løsning, kan du altså fortsat vælge disse i OnePlus 5.

Og sidst, men ikke mindst. OnePlus har valgt ikke at følge med trenden, hvor producenterne fjerner den gamle 3,5 mm jackport.

OxygenOS
Foto: OnePlus

Raffineret Oxygen OS-softwaretilpasning

OnePlus’ tilgang til software er centreret omkring en brugeroplevelse, der skal være ”raffineret, effektiv og minimalistisk”, og derfor foretager den kinesiske producent relativt få ændringer af Android-softwaren i forhold til dets Android-konkurrenter, bl.a. med henblik på at kunne levere hurtigere softwareopdateringer.

Med OnePlus 5 er der dog alligevel blevet plads til et par nye features, som OnePlus selv fremhæver. Blandt andet er der kommet en læsetilstand i Oxygen OS-tilpasningen af Android 7.1.1 Nougat, som filtrerer blålige farver fra, giver billedet grålige nuancer og justerer lysstyrken ud fra omgivelserne for at give en læseoplevelse i stil med en e-bogslæser. Tilstanden kan vælges enkeltvis per app.

Automatisk nattilstand kan aktiveres, så skærmens farvetemperatur tilpasses ud fra dine omgivelser og tidspunktet på døgnet, så du kan bruge mobilen om aftenen og natten uden at blive blændet af blåligt lys.

En række nye gestures er kommet til. På den slukkede skærm kan du nu også tegne et S, M og W, og du kan nu selv vælge, hvilke funktioner og handlinger de forskellige gestures skal kædes sammen med.

Vibratormotoren har fået flere indstillinger. Udover de føromtalte tre styrker kan du nu også angive fem forskellige mønstre, som du kan tildele forskellige kontaktpersoner. På den måde kan du nemt vide, hvem af dine mest benyttede kontakter der ringer.

Læs også: OnePlus slår nu OxygenOS sammen med HydrogenOS

OnePlus har også tilføjet en ny ’Do Not Disturb Mode’, som ganske simpelt lader dig spille dine spil i fred og ro uden at blive forstyrret. Den sørger altså blot for at, at du ikke bliver forstyrret af notifikationer og andre ting midt i det hele, ligesom at du heller ikke kan forlade spillet ved at komme til at trykke på hardwareknapperne ved en fejl. Du kan selv vælge hvilke spil og apps tilstanden skal aktiveres i.

Til sidst er der kommet en ny app kaldet Secure Box, som lader dig opbevare private dokumenter, billeder og videoer et sikkert sted, som kun du har adgang til ved en 6-cifret PIN-kode eller med dit fingeraftryk. Indholdet i appen skjules alle andre steder i Android-styresystemet.

Til sidst har OnePlus reduceret det såkaldte ’touch touch lag’, så der skulle være mindre forsinkelse fra du trykker på skærmen og til trykket rent faktisk registreres og den pågældende handling udføres.

Så hvad koster den nye OnePlus 5, og hvor og ikke mindst hvornår kan du købe den? Det kan du alt sammen læse i denne artikel. Har du en OnePlus 3 eller OnePlus 3T og overvejer at opgradere til en OnePlus 5? Så tjek vores sammenligning ud, hvor Mobilsiden har stillet OnePlus 3T over for den nye OnePlus 5. Er du mest af alt bare interesseret i at vide, hvordan OnePlus 5 er i praktisk brug? På Mobilsiden har vi allerede testet OnePlus 5, og du kan læse anmeldelsen lige her.

Redaktionen har mere til sagen

Næste interessante fortælling om emnet. mobilsiden har bragt sagen videre. 20/6/2017 blev historien fulgt op med sagen om OnePlus 5: Pris og tilgængelighed i Danmark – Læs den her. Seneste nyt om tematikken finder du her.