Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   OnePlus afsløret i snyd med hastigheden i benchmarkapps

OnePlus afsløret i snyd med hastigheden i benchmarkapps

OnePlus er blevet afsløret i at øge ydeevnen i OnePlus 3T, når brugere foretager hastighedstests i benchmarkapps. Nu lover OnePlus at stoppe snyderiet.

Foto: Mobilsiden.dk

Smartphoneverdenens svar på Volkswagen-skandalen - dog med knap så alvorlige konsekvenser til følge - er kommet frem i offentlighedens lys.

Hjemmesiden XDA-developers kan nemlig dokumentere, hvordan OnePlus får topmodellen OnePlus 3T til at præstere bedre end normalt, når brugere foretager en såkaldt benchmark - altså en test af telefonens ydeevne.

Efter længere tids undersøgelse er hjemmesiden nået frem til, at der finder snyd sted, hvis der foretages hastighedstests i de seks populære apps Geekbench, AnTuTu, Androbench, Quadrant, Vellamo og GFXBench.

Læs også: Snyd i Android benchmark er udbredt

XDA-developers satte sig sammen med firmaet bag Geekbench-appen, Primate Labs, for at komme til bunds i, hvordan den systematiske snyd finder sted og hvilke forskelle det giver i resultaterne.

Derfor blev der udviklet en falsk Geekbench-app, som skulle narre OnePlus 3T-softwaren til at behandle den som var den en hvilken som helst anden app. Tilbage i 2013 kom det frem, at en lang række af smartphoneproducenter såsom Samsung, HTC, Sony og LG netop snød med benchmarkapps ved at lade processoren køre ved en højere end ellers normalt mulig hastighed kun ved disse apps for at få bedre resultater og eventuelt bedre placeringer på ranglisterne i disse apps.

Det viste sig nemlig, at der var indbygget kode i telefonernes software, som automatisk kunne se, når brugere havde udvalgte benchmarkapps åben. Det skete via de såkaldte pakkenavne (eksempelvis ’com.primatelabs.geekbench’), som er unikke for hver app. Det samme er tilfældet med OnePlus, hvor alle spor fra, at det skulle være en benchmarkapp, blev er blevet fjernet fra Geekbench. Appen blev derfor omdøbt til »Bob’s Mini Golf Putt«, lige som blev bygget forfra helt fra bunden.

De røde linjer viser ydeevnen uden snyd. De gule viser med snyd.
De røde linjer viser ydeevnen uden snyd. De gule viser med snyd.
Foto: XDA-developers.com

Processoren kører ved højere frekvenser end normalt

Der viser sig, at processorens kerner kører ekstra aggressivt i OnePlus 3T ved brug af benchmarkapps. Helt præcist observerede XDA-developers, at Snapdragon 821-processorens to små kerner snurrede i ’tomgang’ med en hastighed på 0,98 GHz, mens hastigheden for de to store kerner røg op på 1,29 GHz i benchmarkapps – selv når processoren blev udsat for 0 % belastning.

I andre apps, og ganske vist også i den ændrede Geekbench-app, havde alle fire processorkerner derimod en ’tomgangshastighed’ på kun 0,31 GHz. Det stod altså klart, at OnePlus 3T forskelsbehandlede apps og lod telefonen præstere bedre end hvad der normalt var muligt ved specifikt udvalgte benchmarkapps.

Derfor foretog XDA-developers 17 test i både den normale Geekbench-app og den ændrede udgave for at få et klarere billede af forskellen, og her tegnede der sig altså et klart billede af, at der var en forskel at finde – om end en lille af slagsen. Som følge af manipulationen med ydeevnen er det nemlig lykkedes at få OnePlus 3T til at præstere cirka 5 % bedre end hvad der ellers er muligt under normal brug.

Læs også: Huawei Ascend P7 fjernet fra benchmark for snyd

Geekbench måler både ydeevnen for hver enkel processorkerne (single core), mens den også måler den samlede ydeevne for alle fire kerner (multicore). Af resultaterne for alle processorkerner fremgår det, at gevinsten ved at øge processorens ydeevne kun ændrer resultatet fra i gennemsnit 4340,5 point til 4344,9 point – altså en meget lille, ja måske næsten ubetydelig, forskel.

En større forskel er der at finde i resultaterne for hver enkel kerne. Her scorer OnePlus 3T under ægte forhold, det vil sige i den falske Geekbench-app, i gennemsnit 1874 point, hvor det i den normale Geekbench-app 1828,1 point.

Man kan altså sagtens argumentere for, at der er tale om en tæt på ubetydelig forskel, og det er da heller ingenting i forhold til hvor meget producenten Meizu, som også registrerer, hvornår du benytter en benchmarkapp, manipulerer med appsene. Modsat OnePlus spørger Meizu, om du vil aktivere høj ydeevne før testen. Hvis man gør det, ses der over en fordobling af flere af resultaterne end hvad der normalt er muligt.

OnePlus: Vi fjerner straks snydekoden

XDA-developers rettede henvendelse til OnePlus, som, på trods af at der fejres kinesisk nytår netop nu, hurtigt vente tilbage med en kommentar til benchmarksnyderiet.

»For at kunne give brugere en bedre brugeroplevelse i ressourcekrævende apps og spil, især de grafisk tunge, implementerede vi nogle mekanismer i community- og Nougat-udgaverne (af Android, red.) for at få processoren til at køre mere aggressivt. Mekanismen, der udløsesi benchmarkapps, vil ikke være en del af kommende OxygenOS-udgaver til OnePlus 3 og OnePlus 3T,« oplyser producenten

OnePlus vil altså hurtigst muligt stoppe denne praksis, og med god grund. Det endte nemlig i en regulær smartphoneskandale, da det i 2013 kom frem, at det var reglen snarere end undtagelsen for producenter at føre denne praksis. Det hørte derfor hurtigt op og har ikke været et samtaleemne før nu, hvor altså både OnePlus og Meizu er blevet afsløret.

Ligeså ved alle også, hvordan det gik for Volkswagen, efter den tyske bilproducent ændrede i bilernes software til at reducere udledningen af NOx-gasser ved amerikanske testanlæg.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies