OnePlus slår nu OxygenOS sammen med HydrogenOS

OnePlus bekræfter, at producentens to Android-tilpasninger i henholdsvis Vesten og Kina, OxygenOS og HydrogenOS, slås sammen til et og samme styresystem.

OnePlus slår nu OxygenOS sammen med HydrogenOS

Tilbage i juli måned forlød det, at OnePlus i løbet af året ville forene Android-tilpasningen OxygenOS, som bruges internationalt, sammen med producentens anden tilpasning af Android kaldet HydrogenOS, som benyttes i hjemlandet Kina.

Sidenhen har der ikke været nogle indikationer på, at der var hold i historien, men nu bekræfter OnePlus pludselig over for XDA-developers, at det er tilfældet: De to Android-tilpasninger fusioneres over den kommende tid.

Læs også: Rygte: OnePlus forener OxygenOS og HydrogenOS i år

Situationen for OnePlus er den, at de to tilpasninger giver ekstra arbejde og forsinker softwareopdateringerne markant, da der af gode grunde skal laves to styresystemer til hver telefon. OnePlus X kunne således først opdateres til Android 6.0 Marshmallow præcis samme dag som Nougat blev udgivet knap et år efter udgivelsen af Marshmallow.

Der er med andre ord plads til forbedring for OnePlus, og det er nu det, som den fortsat relativt lille producent er i færd med – og det første skridt er allerede taget. Sidst i august måned udgav OnePlus den såkaldte Community Build til OnePlus 3 i version 3.5, som er en ny, stor opdatering til telefonen, der manuelt kan installeres for de brugere, der ønsker at prøve det sidste nye fra OnePlus.

I denne softwareopdatering er de første spadestik taget til en fusionering af OxygenOS og HydrogenOS. Og hvad betyder det så? Først og fremmest er det værd at tage et kig på forskellene mellem OnePlus’ OxygenOS- og HydrogenOS-tilpasning af Android-styresystemet.

De er nemlig ganske forskellige, da de er udviklet og designet til to helt forskellige befolkningsgrupper, der foretrækker vidt forskellige brugeroplevelser. Hvor OxygenOS, som bruges her, er relativt uændret i forhold til det oprindelige Android med kun ganske få tilføjelser og ændringer, gælder det stik modsatte for HydrogenOS.

I HydrogenOS er der ikke samme Material Design – Googles designstil – at finde som i OxygenOS, men derimod OnePlus’ eget bud på et Android-design, som falder i kinesernes smag med helt andre ikoner, farver og generelt en brugerflade, der er radikalt anderledes end den i OxygenOS.

Det store spørgsmål er så, hvordan OnePlus vil tilfredsstille både de vestlige OnePlus-brugere, som sætter pris på en uændret udgave af Android, der ikke er foretaget unødvendige ændringer ved, samtidig med at de kinesiske brugere ikke ser sig tilfredse med den måde, som Android tager sig ud fra Googles side.

Læs også: Danmark ramt: OnePlus 3 med klart forlænget leveringstid

Løsningen bliver formentlig en blanding af de to brugeroplevelser, der er at finde nu – hvilket må være OxygenOS, som vi kender det i dag – blot med flere designændringer, som også tilgodeser de kinesiske brugeres præferencer.

Flere af sådanne ændringer ses allerede i den nyeste Community Build, hvor notifikationspanelet er designet, så det i højere grad ligner det nye fra Android 7.0 Nougat, lige som der også er kommet en ny pallette af pastelfarver fra HydrogenOS i bl.a. Telefon-appen. Andre designændringer inkluderer nogle større og runde ’Ryd alle’-knapper ved notifikationerne og åbne apps, som også er elementer, der bruges i mange kinesiske Android-tilpasninger.

Derudover ses der også ændringer i Kamera-appen og en ny ’Filer’-app og ’Vejr’-app – alle ting der udgør begyndelsen på en længerevarende fusionering mellem de to Android-tilpasninger. Denne version 3.5 Community Build danner således grundstenen i OnePlus’ nye softwarekapitel.

OnePlus OxygenOS HydrogenOS
Her ses et par eksemplar på, hvordan det kinesiske HydrogenOS ser ud.

Målsætningen er hurtigere softwareopdateringer

Årsagen til det nye tiltag er ganske simpel. OnePlus vil nemlig skrue hastigheden op for softwareopdateringerne, så det ikke skal tage langt over et halvt år – ja, op til et helt år – at få opgraderet en version til en anden – og det vil én Android-tilpasning mindre altså i høj grad være medvirkende til.

”Den primære fordel ved at kombinere vores teamressourcer er ved at forsøge hastigheden af softwareopdateringer. Vi ved, at der her er plads til forbedring, og det er et vigtigt skridt i den rigtige retning,” lyder det i en kommentar fra OnePlus.

Læs også: Android 7.0 Nougat: Opdateres min mobil – og hvornår?

Hvordan dette projekt kommer til at udfolde sig, vil altså være ganske interessant at følge i de kommende måneder, hvis ikke år. En central del bliver under alle omstændigheder brugernes feedback, som OnePlus også allerede aktivt gør brug af med disse Community Builds.

Hvordan mener du, at OnePlus bedst kan udvikle OxygenOS-tilpasning fremover, nu når den kinesiske HydrogenOS-udgave skal inkorporeres i softwaren? Giv gerne dit bud i kommentar nedenfor.

Mere til fortællingen

Meget er sket siden vi bragte artiklen. mobilsiden kørte videre med bolden. 25/8/2016 kørte vi artiklen; OnePlus’ nye produkt er in ear-headsettet OnePlus Bullets V2 – Følg den videre udvikling her. Emnet er absolut ikke dødt. Klik her for at læse de seneste nyheder..