Oppo R7 og en større R7 Plus lanceres den 20. maj

Den længe omtalte Oppo R7 med den næsten usynlige skærmkant lanceres den 20. maj sammen med en større Plus-udgave.

Oppo R7 og en større R7 Plus lanceres den 20. maj

Oppo har gennem de seneste måneder trukket flere overskrifter med lækkede billeder og videoer af sin kommende R7-smartphone, der udmærker sig med en næsten ikke-eksisterende kant langs skærmens sider. Nu bliver den spændende smartphone, som får følgeskab af en større udgave, snart en realitet.

Læs også: Se stort galleri af OPPO R7 med den minimale kant

Oppo offentliggør nemlig i en teaser på Twitter, at en officiel event vil finde sted onsdag den 20. maj i Beijing, hvor R7 og R7 Plus lanceres.

Den længe ventede Oppo R7 vil ifølge rygterne byde på en 5” stor skærm med en Full HD-opløsning på 1080 x 1920 pixels. Processoren bliver af MT6795-typen fra MediaTek, som er i stand til at optage i slowmotion med vanvittige 480 billeder i sekundet. Sammen med den vil der blive plads til 3 GB RAM samt 16 GB intern lagerplads, der kan udvides. Kameraet lyder på 20,7 MP, mens der vil være et relativt lille batteri på 2.320 mAh – formentlig for at opnå den meget tynde profil på kun 5 mm.

Læs også: Kom helt tæt på Oppo’s kantløse mobil

Seneste nyt er, at der også vil være en R7 Plus at finde til præsentationen. Den vil, ikke overraskende, være i besiddelse af en større skærm, men præcist hvor stor er endnu ikke klart. En anden forskel vil være den tilføjede fingeraftrykslæser, som er placeret under kameraet, der er rykket mod midten i den større udgave.

De endelige specifikationer, priser, lanceringsdatoer og om de kommer til andre markeder end hjemlandet, Kina, bliver vi meget klogere på efter den kommende præsentation.

OnePlus Two
Dette er blot et billede fra en konceptvideo med et bud på, hvordan OnePlus Two kan tage sig ud.

OnePlus kan blive baseret på Oppo R7

Da den kinesiske og prisvenlige smartphone, OnePlus One, blev lanceret, var der store ligheder at finde mellem den og Oppo Find 7a – og med god grund.

OnePlus-grundlæggerne har nemlig en fortid hos Oppo, og derfor er det ikke usandsynligt, at den næste OnePlus Two i nogen grad bliver baseret på den seneste topmodel, som bliver denne Oppo R7.

Det vil i hvert fald vise sig, når den forventes at blive lanceret i tredje kvartal.

Fortællingen går videre

Siden vi bragte denne artikel er der kommet mere til sagen. mobilsiden kunne ikke slippe historien. 10/5/2015 gik vi videre med en ny vinkel på Overblik: Apple i krig med gratis musik, test af Huawei P8 og smartlås – Læs videre her. Og sidste punktum er endnu ikke sat. Klik her for at se de sidste nyheder..