Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   PlayStation 4 slippes løs i Danmark

PlayStation 4 slippes løs i Danmark

PlayStation 4 er endelig landet i Danmark - I en drenget bouquet af baconburgere og cola-bøvser.

At PlayStation  4 er ’For The Gamers’ sætter Sony eftertrykkeligt tyk streg under ved gårsdagens launch event. Syv år efter forgængerens introduktion var forventningerne da også skruet op til bristepunktet - og de blev indfriet. PS4 er den kraftigeste konsol nogensinde.

Baconburgere og cola-bøvser
I Lokomotivværkstedets betonkulisse, med pulserende blålys og hiphop-drop, står gamere fra Danmarks fire verdenshjørner og maser i Dualshock’en. Madpyramiden var forvist for en stund og cola, bajere, chips, burgere og matadormix udgjorde menuen. Sony rammer spillefolket på følelserne - igennem mavesækken.

”This is for the Gamers”-sloganet prægede scenerne, og Sony ville tydeligvis hylde kulturen omkring deres populære konsol. Danmarks mest trofaste PlayStation fan blev derfor kåret, og takket være hans uudtømmelige PlayStation-viden, vandt han ejerskabet over Danmarks første Playstation 4 - fløjet ind med helikopter og nænsomt krydret med et halvt års forbrug af spil og cola. Til nogens misundelse blandt de omkringværende fans.

Forståeligt nok. PlayStation 4 er nemlig ti gange kraftigere, end den aldrende PlayStation 3. Den byder derfor på imponerende grafik og mere komplekse spil. Brugergrænsefladen er gennemført, det sociale aspekt er integreret dybt ind i konsollen og det er blevet meget nemmere at dele spiloplevelser med venner og famile.

Afslutningsvis leverede Suspekt sprøde beats, og de heldige gamere kunne vende tilbage til deres prøvekørsel af blandt andre Battlefield 4 og Assassins Creed IV, som nogle af de første i Danmark.  Det var en god aften for den indre drengerøv, for hvem PlayStation 4 er en værdig roommate.

Kødannelser i gamingmiljøet
I bussen efter launch-eventet, var stemningen mæt og spændt. For de fans der ikke fik forudbestilt i tide var mødet med PlayStation 4 et flygtigt kendskab, for mængden af tilgengælige Playstations, på denne side af juleaften, er yderst begrænset. Foran Gamestop på Fisketorvet i København havde camperende fans da også skabt kødannelse, for at tilranne sig nogle af de få konsoler, som Sony har afsat til Danmark

Store elektronikpushere som Elgiganten råder derfor også fansene til at væbne sig med tålmodighed, for Playstation 4 bliver kun tildelt drypvist, og vil reelt først være til at skaffe en gang i 2014.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies