Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Prisen er ikke det vigtigste ved nethandel

Prisen er ikke det vigtigste ved nethandel

Det skal være en god oplevelse at købe en ny mobiltelefon på nettet. Derfor skal web-butikkerne fokusere mere på kundeservice, fremfor at presse prisen urealistisk langt ned.

Tag telefonen når den ringer, svar e-mail-henvendelser fra kunderne - gerne hurtigt, opret en livechat-funktion på hjemmesiden og hold i det hele taget kunden informeret om, hvor langt en ordre er nået.

Med få, forholdvis simple metoder, kan mobilforhandlere være med til at forbedre kundeoplevelsen markant. Det mener E-handelsfonden, som vil have alle de E-mærkede web-butikker til at øge deres fokus på netop service, fremfor konstant at presse priserne længere og længere ned.

- "Hvis du på en Nokia-telefon kun konkurrerer på, hvor billigt varen kan sælges, er der en grænse for, hvor billigt den kan blive, hvis man skal undgå tab", siger Lars Schmidt Larsen, direktør i E-handelsfonden.

Han mener, at det i den sidste ende bliver en dårlig forretning for butikken kun at have prisfokus, da det i yderste konsekvens kan betyde, at forretningen må lukke, fordi den tjener for få penge.

Onlinebutikkerne må derfor konkurrere på mere og andet end prisen, for at holde kunderne til og butikken kørende.

Kundeservice giver bedre økonomi

E-handelsfonden mener, at god service giver gladere kunder, som endda er villige til at betale en smule mere for varerne og måske handler de efterfølgende oftere i webbutikken eller på nettet.

- "Når netbutikkerne tager parametre som telefon- og mailservice og livechat ind, og ikke mindst holder kunderne godt informeret under forløbet af f.eks. en reklamationssag, er det med til at forbedre både image og indtjening for den enkelte forretning", siger Lars Schmidt Larsen.

- "Jeg mener, det er vigtigt, at hele nethandels-branchen tager kundeservice seriøst, da det er alle, der bliver ramt på pengepungen, hvis enkelte brødne kar yder en dårlig service".

Fonden har netop bedt deres medlemmer tilslutte sig nogle nye etiske retningslinjer for kundeservice.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies