Qualcomms planer for 2015 afsløret

Tilsyneladende er den populære chipmager Qualcomms planer for 2015 blevet afsløret med spændende informationer

Qualcomms planer for 2015 afsløret

I Android-smartphones er Qualcomms Snapdragon-processorer dominerende, især i den høje ende, og derfor er det yderst interessant, hvad der kommer af nyt fra amerikanerne. Et såkaldt roadmap er lækket fra firmaet, der afslører nogle af årets planer.

Den helt store nyhed er Snapdragon 820-processoren, som næsten utvivlsomt vil finde vej til en lang række flagskibe, når den kommer på gaden. Det vil være en 64-bit processor, der får en ny Taipan-arkitektur til de 8 kerner, der vil være.

Det bliver 8 TS2-kerner, der vil kunne levere en præstation i topklasse, og samtidig vil Snapdragon 820-processorerne blive produceret på 14nm processen, som giver en bedre udnyttelse af energien og højere ydelse.

Læs også: Analytikere: Stadig problemer med flagskibschip

Snapdragon 820 vil også bruge den nye Adreno 530 GPU, og der vil være support for den hurtigere LPDDR4 RAM. Qualcomms LTE-A cat. 10-modem vil også være med på chippen.

Derudover er der planer om en Snapdragon 815-processor, der bruger en big-LITTLE-konfiguration af 4 TS1 og 4 TS2-kerner. GPU’en vil være en Adreno 450, og også Snapdragon 815 vil kunne bruge LPDDR4 RAM og LTE-A cat. 10.

Produktionen vil være på 20nm-processen, ligesom den nuværende topmodel fra Qualcomm, Snapdragon 810.

Læs også: MediaTek vil lave 10- og 12-kernede processorer

Rykker vi et niveau ned, så finder vi Snapdragon 625 og 629, som begge vil være octa-core-processorer. Ligesom med de to ovenstående er der udsigt til LPDDR4 RAM og LTE-A cat. 10.

Der er ingen clock-hastighed på de tre ovenstående i det første læk.

De sidste to processorer, der er nævnt i det første læk er Snapdragon 620 og 616. Førstnævnte er bygget over den nye arkitektur med 4 kerner og er clocket til mellem 2 og 2,5GHz. Desuden har den også LTE-A cat. 10

Snapdragon 616 er en octa-core processor produceret på 28nm-processen, der er clocket til mellem 1,8 og 2,2GHz. Her er det et LTE-A cat. 6-modem, der står for den trådløse forbindelse.

Det er et læk og derfor er disse oplysninger af gode grunde ikke bekræftede.

Qualcomm roadmap