Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   RAZR i guld fra Dolce og Gabbana

RAZR i guld fra Dolce og Gabbana

Endnu en version af Motorolas populære RAZR er på markedet. Denne gang er det en eksklusiv udgave i guld, som Dolce & Gabbana står bag.

Den nye RAZR, som Dolce & Gabbana står bag, er belagt med 24 karat guld.
Den nye RAZR, som Dolce & Gabbana står bag, er belagt med 24 karat guld.

Efterhånden har vi set Motorolas flagskib RAZR V3 i mange afskygninger. Først så vi den klassiske stålfarvede model, som for alvor satte Motorola på verdenskortet. Hernæst diskede producenten op med den sorte model, som for alvor kunne få mobilelskende hjerter til at smelte. Sidst i rækken havde vi den frække pink model, som må være enhver kvindes drøm – altså lige næst efter den nyeste version i guld og sort, som Dolce & Gabbana står bag.

Hvis man vil være den heldige ejer af en gylden version af den populære mobil, skal man være hurtigt ude og have tegnebogen i orden. Der er kun produceret 1.000 styk, som er pakket i små fine gaveæsker og bliver solgt i Dolce & Gabbana butikker i blandt andet Italien, Spanien og England til den nette sum af 5.000 kroner stykket. Danmark sælger ikke modellen, så du skal have kontakterne i orden, hvis du skal sikre dig et eksemplar.

Overfladen på den til dato mest eksklusive RAZR model er holdt i 24 karat guld. Så vælger man at investere i modellen, har man for alvor karat på lommen, når man bevæger sig rundt i nattelivet.

Funktionsmæssigt indeholder den gyldne RAZR blandt andet et 1,2 megapixel kamera og iTunes-kompatibilitet – præcis ligesom den klasiske V3i model. På det område er den nye udgave derfor ikke banebrydende.

Men det guldbelagte flagskib har noget, som de øvrige modeller ikke har – nemlig en helt særlig ringetone, som altså kun findes i denne model. Og i mobilen ligger samtidig en video om Dolce og Gabbanas historie, hvis man er til den slags.


- billigste pris fra -kr.
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies