Rendering af Nokias første Android-smartphone lækket

Nokias smartphone-comeback med Android som styresystem, modellen C1, er dukket op i en rendering, der afslører nye, interessante detaljer.

Rendering af Nokias første Android-smartphone lækket

Det har længe været en kendsgerning, at finske Nokia, som i 2013 frasolgte hele sin mobilafdeling, vil gøre comeback så snart kontrakten med Microsoft, som forhindrer dem i at producere Nokia-smartphones, i slutningen af 2016 udløber.

For lidt over en måned siden dukkede to billeder og en række specifikationer op, der fremviser den Nokia-smartphone, som tegner til at blive firmaets comeback på smartphonemarkedet.

Nu har en rendering så fundet vej til medierne gennem det kinesiske sociale medie, Weibo, hvor samme model, C1, ses i fire friske farver: Grå, lyserød, beige og hvid.

Læs også: Nokia C1 – finsk comeback-telefon lækket

Hvad der er mere interessant, er hvad der foregår på de to skærme, der også ses på billedet. Den ene kører nemlig med Android med den såkaldte Nokia Z Launcher-hjemmeskærm, mens der kører Windows 10 Mobile på den anden.

Det kan betyde to ting: Enten er der tale om en dual-boot-funktion, hvor du altså kan vælge i opstarten, om du vil køre med Android eller Windows 10 Mobile som styresystem, eller også er det to forskellige varianter af samme telefon med hvert sit styresystem.

Under alle omstændigheder bekræfter renderingen alt det, der på forhånd vides om Nokia C1. Det kan dog heller ikke afvises, at renderingen ene og alene er lavet netop på baggrund af de eksisterende billeder af telefonen.

Fidusen er, at Nokia står for udviklingen og designet af Nokia C1, men da hele mobildivisionen som bekendt er solgt til Microsoft, licenserer den tilbageblivende del af Nokia i stedet sit stadig stærke brand til en producent, som står for produktion, salg og support. Sådan foregik det, da Nokia lancerede sin første Android-tablet, Nokia N1.

Nokia C1: Foreløbige specifikationer

  • Skærm: 5″ Full HD (1.080 x 1.920 pixels) LCD-skærm
  • Processor: Intel Atom
  • RAM: 2 GB
  • Kamera: 8 megapixel
  • Software: Android 6.0 Marshmallow/Windows 10 Mobile

Fortællingen fortsætter

Emnet kunne ikke ligge dødt alt for længe. mobilsiden kunne ikke lade sagen ligge. Allerede d. 13/11/2015 fulgte vi historien op med en artikel der omhandler Billeder af ny BlackBerry-smartphone med Android lækket – Læs mere her. De seneste nyheder om emnet kan du læse her.