Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Robust, magnetisk 3-i-1-ladekabel hitter på Kickstarter

Robust, magnetisk 3-i-1-ladekabel hitter på Kickstarter

ANCHOR CABLE er et nyt magnetisk ladekabel, der virker til alle mobiler med USB Type-C, MicroUSB og Lightning og samtidig er ekstremt robust.

Med det nye ANCHOR CABLE er det slut med at have forskellige ladekabler med til forskellige typer af enheder. Det er nemlig et tre-i-en-kabel, der byder på en lang række af features.

Læs også: Oplad både iPhones og Android-smartphones med nyt kabel

Kablet er blevet promoveret af en britisk startup på hjemmesiden Kickstarter, hvor brugere kan støtte op op produktet med henblik på at få sat det i produktion. Til det har firmaet brug for 10.000 pund, men modtagelsen har været over al forventning. På blot 12 timer var målet nået, og i skrivende stund er projektet blevet støttet med over 163.000 pund - mere end 1,3 millioner kroner.

Virker til de fleste smartphones

Så hvad er det, der gør ANCHOR CABLE så speciel? Det er naturligvis designet. Her får du nemlig ikke et helt traditionelt kabel. I den ene ende af kablet, som skal i strømadapteren eller en computer, er der et ganske almindeligt USB-stik, men i den anden ende af det 1,2 meter lange kabel er der en magnet af materialet neodymium – også kendt som supermagneter.

Med i købet følger der nemlig tre meget små magnetiske stik, som består af henholdsvis et USB Type-C-, MicroUSB- og et Lightning-stik. Et af disse sætter du i porten på din telefon, og når du så skal lade din smartphone op med ANCHOR CABLE, er det blot at føre kablet hen mod det lille stik i telefonens port – så parres kablet på næsten magisk vis med din telefon på præcis samme måde som Apples MagSafe- og Microsofts C8-stik.

Læs også: Dette kabel redder din smartphones data

Den helt store forskel er som bekendt, at du med ANCHOR CABLE kan bruge kablet uanset om det er en med Android-mobil, en iPhone eller næsten en hvilken som helst anden nyere stykke elektronik.

Robust stålbeklædning og hurtigladning

ANCHOR CABLE skiller sig desuden ud ved at være noget mere holdbart end det gennemsnitlige ladekabel. Det er nemlig omsvøbt af en stålbeklædning, som for det første sikrer, at kablet ikke bliver sammenfiltret. Den anden fordel er, at kablet er ekstremt holdbart. Mange kabler lider under, at de over tid bliver slidte ved samlingen mellem kabel og stik. I en maskine demonstrerer firmaet bag, Anchor Labs, at kablet kan tåle at blive vredet fra side til side hele 60.000 gange. Til sammenligning klarer to af konkurrenterne ’kun’ 10-15.000 bevægelser.

Læs også: Smart vendbart Micro USB-kabel hitter på Kickstarter

Selve kablet understøtter i teorien hurtigopladning med en strømstyrke på 2,4 ampere, og ifølge Anchor Labs egne tests har konkurrerende kabler typisk en overførelseshastighed af data, der er 25-40 % langsommere. Der synes dog ikke at være understøttelse for nogle proprietære teknologier til lynhurtig opladnig såsom Qualcomm Quick Charge, Samsung Adaptive Fast Charging, Dash Charge osv.

Hvis kablet har vækket din interesse, kan du allerede nu gå ind på Kickstarter-kampagnen og vælge en ’pakke’, som du vil støtte med. Konceptet er, at du vælger en vare ude i højre side, og så køber du teknisk set produktet, hvor der så er udsigt til at få det leveret i januar 2018, efter produktionen begynder i december. Den billigste pakke, hvor du får kablet med og de tre forskellige stik, koster 222 kroner. Frem til den 11. august kan du støtte op om produktet og være blandt de første til at få det lidt anderledes ladekabel.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies