Rygte: Google slår alligevel Android og Chrome OS sammen

Ved den store event den 4. oktober vil Google angiveligt fortælle om en stor en sammenlægning af Android og Chrome OS, som går under kodenavnet Andromeda.

Rygte: Google slår alligevel Android og Chrome OS sammen

En historisk stor sammenlægning af to af Googles styresystemer kan være lige om hjørnet. Det ser det i hvert fald ud til, hvis det står til hjemmesiden Android Police.

En sammenlægning af det suverænt mest benyttede mobilstyresystem Android og Chrome OS-styresystemet til computere baseret på den populære Chrome-browser ser ud til at blive en realitet.

Netop en sammenlægning af disse to styresystemer har været på tale i adskillige år, lige som Google også tidligere har afvist, at det ville ske. Sidste år lød det dog fra avisen Wall Street Journal, at Google vil ’vise en tidlig udgave frem næste år (2016, red.)” med henblik på at udgive en færdig udgave i 2017.

Læs også: Android sidder nu på hele 86,2 % af smartphonemarkedet 

Sidenhen har der ikke været noget nyt om den store sammenlægning, men et tweet fra Googles Android-chef, Hiroshi Lockheimer, satte pludselig gang i en masse spekulationer. I tweetet skrev han på 8-års fødselsdagen for Android-styresystemet: ’Vi annoncerede den 1. udgave af Android for 8 år siden i dag. Jeg har på fornemmelsen, at vi om 8 år vil tale om den 4. august’.

Der er altså næppe nogen tvivl om, at der ske noget historisk stort ved Googles event den 4. oktober, men det drejer sig hverken om Googles kommende Pixel-telefoner, en ny Chromecast Ultra eller Google Home-enhed. Nej, ifølge Android Police er det derimod sammenlægningen af Android og Chrome OS, der vil blive annonceret ved eventen.

Hjemmesiden har i længere tid været bekendte med projektet, der angiveligt har kodenavnet Andromeda. De nærmere detaljer er endnu ukendte, og det er langt fra sikkert, at Google rent faktisk vil demonstrere styresystemet, men derimod blot tale om og annoncere det. I hvert fald ser det ud til, at den store sammenlægning fortsat vil være gennemført næste år.

Androids fragmentering kan endelig blive løst

En så stor sammenlægning af Android og Chrome OS vil betyde helt enormt mange ændringer – ikke kun på brugerfladen, men også under motorhjelmen. Chrome OS-styresystemet har en helt anden arkitektur end Android, der gør, at styresystemet kan opdateres helt automatisk uanset hvilken computer det kører på – lige som den normale Chrome-browser.

Det modsatte er tilfældet med Android, hvor producenterne af telefoner skal bruge mange måneder – nogle gange helt op til et år – på at tilpasse en ny Android-version til en telefon, og dette skal gøres specifikt for hver eneste model.

Læs også: Ingen Android 7.0 Nougat til Snapdragon 800- og 801-mobiler

En af de store fordele ved en sammenlægning af de to styresystemer kunne altså være langt hurtigere softwareopdateringer. Dette kan altså meget vel være Googles løsning på det mangeårige problem omkring fragmentering, som har plaget Android-styresystemet.

I kildekoden til den nuværende Android 7.0 Nougat-version ses der allerede spor af sammenlægningen. Der er blandt andet spottet teksten ’Opdag Andromeda-enheder ved at have funktionen med justerbare vinduer’ samt ’Nexus 9 yder omkring 8,8. Vi skelner resultater fra Andromeda- og Android-enheder. Andromeda-enheder kræver højere resultater i ydelse.’