Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Rygte: iPhone får AMOLED-skærm og glasbagside næste år

Rygte: iPhone får AMOLED-skærm og glasbagside næste år

Hele næste års portefølje af iPhones får store designændringer med glas på bagsiden. En ny model kommer også med en 5,8” AMOLED-skærm, lyder nyt rygte.

Ingen ved endnu, hvordan næste års iPhone præcist kommer til at se ud, men dette konceptbillede kunne være et bud.
Ingen ved endnu, hvordan næste års iPhone præcist kommer til at se ud, men dette konceptbillede kunne være et bud.

Der er endnu et halvt år, til Apple udgiver dette års iPhone 7-nyheder omkring september måned. Alligevel florerer der masser af rygter om kommende generationer af iPhones, der ligger endnu længere ude i fremtiden.

Det er blandt andet den velrenommerede Apple-analytiker fra KGI Securities, Ming-Chi Kuo, der har været ude med flere rygter, og i dag præsenterer han endnu et i et notat. Det skriver hjemmesiden 9to5mac.

Læs også: iPhones kan få OLED-skærmteknologien i 2018

Rygtet fra Ming-Chi Kuo går på, at Apple næste år - formentligt næste september - giver hele iPhone-serien en ordentlig overhaling. En af de større nyheder er, at Apple allerede tager AMOLED-skærmteknologien i brug i 2017 og ikke 2018, som selvsamme person ellers havde forudsagt tidligere.

AMOLED-skærmteknologien har allerede været i brug i Samsung-smartphones i adskillige år og bruges også delvist blandt mange andre producenter. De udmærker sig med meget mættede farver, hvor også sort rent faktisk er sort og ikke mørkegråt. Samtidig har AMOLED også andre gode egenskaber, f.eks. at panelet er fleksibelt og at enkelte pixels kan slukkes for at spare strøm på eksempelvis en sort låseskærm.

Glasbagsiden vender tilbage i et iPhone 4-lignende design

Med iPhone 4, 4s, 5, 5s og nu iPhone SE har Apple benyttet glas til både forside og bagside, som holdes sammen af en solid metalramme imellem de to glasflader. I iPhone 5, 5s, 6 og 6s har Apple dog skiftet over til en ramme og bagside udført i ét og samme stykke aluminium.

Nu forlyder det dog, at Apple går tilbage til et design, der vil minde om iPhone 4-designet med glas på hele bagsiden. Apple skulle også have gjort overvejelser om plastik- og keramikbagsider, men valget er faldet på glas, da ”plastik ikke tilbyder designs med en tynd og let formfaktor, og det vil være svært præcist at styre modstandsevnen med keramik”.

Foruden glasdesignet får resten af designet også et designløft, da kanterne rundt om skærmen bliver formindsket markant, lige som der kommer kurvet glas på for- og bagside. Om det er samme 2.5D-glas som i de nuværende iPhones eller mere kurvet som i Samsung Galaxy S7 edge, er dog noget uklart.

Læs også: iPhone 7s kan blive den første iPhone med OLED-skærm

De mindre skærmkanter vil i hvert fald gøre det muligt for Apple at presse en skærm ned på 5,8” og samtidig gøre telefonens dimensioner mindre end den nuværende iPhone 6s Plus med en 5,5” skærm. 5,8”-modellen kan komme til at erstatte den nuværende 5,5” Plus-model, men det forudsætter, at Apple kan få nok AMOLED-skærme, lyder det.

Det tyder dermed på, at denne 5,8” store iPhone med AMOLED bliver et supplement til den eksisterende lineup af iPhones på 4,7” og 5,5”, som fortsætter med at bruge LCD IPS-skærme. Designændringerne følger dog med al sandsynlighed med alle modellerne, selv om det endnu ikke fremgår tydeligt.

Her ses et bud på, hvordan trådløs opladning til iPhones kan tage sig ud.
Her ses et bud på, hvordan trådløs opladning til iPhones kan tage sig ud.
Foto: Concept Phones

Får trådløs opladning og biometrisk scanner

Som om det ikke skulle være nok er Apple-analytikeren også ganske overbevidst om, at den nye iPhone bliver udstyret med trådløs opladning. Der skulle være tale om en teknologi, der virker over lang afstand, hvilket også stemmer overens med et tidligere rygte fra Bloomberg. Her lyder det, at Apple er ved at videreudvikle sin egen trådløse teknologi, der netop virker over en lang afstand på 1 meter.

Læs også: Trådløs opladning kan komme til iPhones næste år

Sidst, men ikke mindst, forlyder det, at næste års iPhone bliver udstyret med en biometrisk sensor, der enten vil være i stand til at scanne din iris (regnbuehinden i øjet) eller dit ansigt som alternativ til Touch ID-fingeraftrykslæseren.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies