Rygte: Microsoft Office klar til iOS og Android til november

Microsoft Office måske på vej til iOS og Android – Microsoft benægter dog at det skulle være tilfældet.

Rygte: Microsoft Office klar til iOS og Android til november

Internetsiden BGR hævder at have førstehåndsoplysninger om en kommende Office-pakke til iOS.

Kilden, der skulle være pålidelig, siger at Microsoft planlægger at udgive en Office-pakke til både iOS og Android i november måned.

Angiveligt skulle kilden have set en prototype af ”Office for iOS” på en iPad, og dermed spekuleres der nu også i, hvorvidt Microsoft også laver en mindre udgave til iPhone og iPod Touch.

”Office for iOS” skulle være næsten identisk med den udgave af Microsoft Office, der i februar dukkede op på hjemmesiden The Daily.

Den gang nægtede Microsoft eksistensen af en sådan Office-pakke, men sagde samtidig, at de ville skabe klarhed over situationen i de følgende uger. Siden er der dog ikke kommet nogen udtalelser fra Microsoft.

Microsoft har allerede en mini Office-pakke på Nokias Lumia telefoner, der kører Windows Phone.

Kilde: BGR