Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Rygte: OnePlus 3 får Super AMOLED-skærm og større batteri

Rygte: OnePlus 3 får Super AMOLED-skærm og større batteri

Rygterne intensiveres i takt med, at vi kommer tættere på en mulig lancering af OnePlus 3 - det relativt nye, kinesiske firmas kommende topmodel.

Under bagsiden på OnePlus gemmer der sig et stort, rødt 3.100 mAh batteri. I OnePlus 3 bliver det måske større.
Under bagsiden på OnePlus gemmer der sig et stort, rødt 3.100 mAh batteri. I OnePlus 3 bliver det måske større.
Foto: ifixit.com

Det er blot tre dage, siden der kom meldinger om, at OnePlus 3 overraksende nok vil blive billigere end OnePlus 2 med en mulig pris på 2.260 kroner for den billigste variant med 32 GB lagerplads og 4 GB RAM.

Nu forlyder det fra hjemmesiden MyDrivers, som gør sig i kinesiske produkter, at OnePlus 3 bliver udstyret med en 5,5” stor Super AMOLED-skærm. Det er Samsungs videreudvikling af OLED-skærmteknologien, som - i forhold til LCD-skærme - udmærker sig med dets meget mættede og kontrastfyldte farver, lige som panelets enkelte pixels kan slukkes og derfor give særlige funktioner såsom ”always on”, hvor dele af skærmen er tændt konstant.

Læs også:  Rygte: OnePlus 3 bliver billigere end OnePlus 2

Opløsningen på skærmen, som altså bliver uændret i størrelse i forhold til forgængerne, forbliver også Full HD - altså 1.080 x 1.920 pixels, hvor de fleste af forårets topmodeller er gået skridtet videre til QHD-opløsningen på 1.440 x 2.560 pixels. Hvor det i OnePlus’ favør på papiret kan give bedre batteritid, betyder det altså også en skærm, der ikke er nær så skarp, men mere end rigeligt til de fleste af dagens gøremål.

Batteriet bliver større igen i år

Da OnePlus lancerede 2’eren sidste år, kom telefonen med et 200 mAh større batteri end forgængeren, OnePlus One – altså på 3.300 mAh.

De nye informationer om OnePlus 3 peger på, at der sker en lignende forøgelse af batteriets kapacitet. De 3.300 mAh fra OnePlus 2 bliver eftersigende forøget til 3.500 i 3’eren, lyder det. En forøgelse på 6 % lyder ikke umiddelbart af meget, men i og med kapaciteten i forvejen er højere end de fleste nuværende topmodeller, der typisk topper ved 3.000 mAh, er der potentiale for, at OnePlus 3 for alvor kan udmærke sig på batteritiden.

Sidst, men ikke mindst, forlyder det også, at OnePlus 3 kommer med lynopladning, men ikke via Qualcomms Quick Charge-teknologi eller den åbne standard til lynopladning med den vendbare USB Type C-port. I stedet vil OnePlus udvikle sin egen teknologi lige som producenter som Oppo og Motorola har gjort. OnePlus’ teknologi vil angiveligt få navnet Dash Charge – og mere vides der faktisk ikke på nuværende tidspunkt.

Læs også: Hastighedstest afslører: OnePlus 3 får 6 GB RAM

Hvis en OnePlus 3 med en Snapdragon 820-processor, 4 GB RAM og 32 GB lagerplads ikke er nok for dig, kan du med al sandsynlighed se frem til, at der også kommer en til variant med samme kraftige processor, men i stedet hele 6 GB RAM og 64 GB intern lagerplads sammen med et lidt højere prisskilt. Det er endnu uklart, om de to varianter kommer med muligheden for at tilslutte et eksternt microSD-kort eller ej.

OnePlus 3 bliver ifølge firmaets medstifter, Carl Pei, lanceret i løbet af 2. kvartal 2016 – altså denne eller næste måned. Et af de seneste rygter går på, at en lancering kan finde sted allerede den 18. maj, hvilket dog begynder at virke noget usandsynligt taget i betragtning, at producenten ikke engang er begyndt på sin altid massive hype for sine kommende produkter.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies