Rygter: Microsoft vil opkøbe Blackberry-RIM

Der går rygter om, at Microsoft vil opkøbe RIM, der står bag Blackberry.

Rygter: Microsoft vil opkøbe Blackberry-RIM

Hvorvidt det nogensinde bliver aktuelt, at RIM opkøbes af Microsoft, kan man kun gisne om. Ifølge analytikere ville et opkøb dog have fordele for begge nuværende virksomheder. Dog kommer dette analytierfirma udelukkende ind på fordele for Microsoft. Men deres fordele vil jo også i sidste ende komme til at gavne RIM.

Forrige uge blev der udsendt et notat fra et amerikansk analytikerfirma, som mente, at et opkøb af RIM ville styrke Microsoft i deres hårde konkurrence med Apple, som kunne resultere i en ny fordeling af markedsandelene.

Endvidere ville Microsoft også med en ballast som RIM, stå bedre rustet i kampen mod Google.

Microsoft har i løbet af de senere år følt, at der er kommet flere og flere konkurrenter på banen, og det synes derfor også som et nødtvungent skridt, at de nu går ind i kampen. Hvis de bare lader stå til, kan de komme til at halte bagefter deres konkurrenter.

Der er dog også analytikere, som nægter at tro på, at der er et opkøb indenfor rækkevidde. De mener størrelsesordenen er alt for stor. Man regner nemlig med at et opkøb ville koste omkring 47 milliarder dollars.
En anden grund til mistro lyder, at Microsoft ved et opkøb af RIM kan ramme ind i problemer med nuværende hardware-producenter, som i dag gør brug af Microsofts mobile styresystem.

Ingen af parterne har bekræftet rygterne.