Så er der FIFA 12 og NBA Jam til Android-brugerne

Fodbold- og basketball-entusiaster med en Android-mobil i lommen kan nu få slukket spilletørsten med nogle af de helt store spiltitler.

Så er der FIFA 12 og NBA Jam til Android-brugerne

EA Sports står bag nogle af de mest populære spiltitler til både PlayStation, Xbox og iOS, og nu rykker et af de allerstørste spil også ind i Android-universet.

Fodboldspillet FIFA 12 har således fundet vej til app-butikken Google Play, som tidligere gik under navnet Android Market. Spillet indeholder over 22 officielle ligaer, 500 hold og 15.000 spillere.

FIFA 12 har ligeledes fået selskab af en klassiker i form af NBA Jam, hvor basketball-hungrende Android-brugere kan udfordre computerstyrede modstandere eller spille multiplayer med en ven via WiFi eller bluetooth.

NBA Jam kræver minimum Android 2.2, mens Android 2.1 er nok med hensyn til FIFA 12.