Sådan får du Android 7.0 Nougat til OnePlus 3 og 3T her og nu

Mangler du stadig opdateringen til Android 7.0 Nougat på din OnePlus 3 eller OnePlus 3T? Se hvordan du får den med det samme.

Sådan får du Android 7.0 Nougat til OnePlus 3 og 3T her og nu

Den kinesiske producent OnePlus sluttede år 2016 af med at leve op til sit løfte om at udrulle Android 7.0 Nougat til de to seneste topmodeller OnePlus 3 og OnePlus 3T kun få timer inden deadlinen ville være overskredet.

Mange danskere har dog måtte vente forgæves på den store opdatering, der fylder 919 MB. Det skyldes, at opdateringen, ligesom hos så mange andre producenter, udrulles i etaper. Derfor vil ejere af telefonen i Tyskland og Canada opleve at få opdateringen før mange andre.

Læs også: Android 7.0 Nougat klar til OnePlus 3 og 3T

Du kan altså risikere at skulle vente flere dage, ja måske uger, endnu, før OnePlus slipper opdateringen ud til alle danskere for at minimere risikoen for at udsende kritiske fejl til alle på én gang, hvis sådanne skulle vise sig.

Sådan får du Android 7.0 Nougat med det samme

Det er der heldigvis råd for. Med et ganske simpelt trick kan du nemlig lynhurtigt lokke OnePlus’ servere til at udsende opdateringen til din telefon, selv om du befinder dig i hverken Tyskland eller Canada.

Det er muligt via en såkaldt VPN-tjeneste, som dirigerer al din internettrafik på – i dette tilfælde din OnePlus 3 eller OnePlus 3T – igennem en server i et andet land, sådan så det hos serverne i den anden ende ser ud som om, at du er i det pågældende land, som du har valgt, at forbindelsen skal gå igennem.

Læs også: Android-update: Så “mange” har Android Nougat

Der findes et væld af VPN-tjenester – både til computere og smartphones, og der findes både gratis udgaver og tjenester, der koster penge. Tjenesterne varierer også derfor ekstremt meget i kvalitet (hastighed og stabilitet), men disse faktorer er spiller en mindre rolle, da VPN-tjenesten her kun skal bruges til at tjekke efter nye softwareopdateringer og ikke til at downloade selve opdateringen.

Mobilsiden.dk anbefaler derfor, at du downloader appen ”Opera Free VPN – Unlimited VPN”, som er en utrolig simpel, brugervenlig og ikke mindst gratis VPN-tjeneste fra firmaet bag den velkendte Opera-webbrowser. Alternativt kan du bruge appen TunnelBear. For at aktivere en VPN-forbindelse på din mobil skal du gøre følgende:

  1. Download appen fra Google Play
  2. Klik på ”Get Started” og swipe igennem guiden
  3. Et popupvindue åbner på din telefon, som spørger om lov til at oprette en VPN-forbindelse. Klik på ”OK”.
  4. Appen er nu klar til brug. VPN-tjenesten er deaktiveret, så klik på knappen ”Connect”.
  5. Appen forbinder automatisk til den nærmeste server – højst sandsynligt i Holland. Klik derfor på ”Change Region” og vælg Germany på listen.
  6. Din internettrafik dirigeres nu igennem en server i Tyskland, og du kan nu tjekke efter opdateringen til Android 7.0 Nougat. Gå til telefonens indstillinger og scroll ned til ”Systemopdateringer” og tjek efter softwareopdateringer.
  7. Inden du klikker videre og begynder at downloade opdateringen, skal du gå ind i Opera VPN igen for at slå VPN-forbindelsen fra. Du klikker derfor på ikonet helt øverst til venstre, som udvider sidemenuen (eller swiper fra ventre side mod højre). Her er der en lille knap øverst, som du skal klikke på for at deaktivere tjenesten.
  8. Vend nu tilbage til indstillingerne og begynd download af softwareopdateringen. Nu kan du downloade den med fuld hastighed og genstarte telefonen, når den er klar – og så har din OnePlus 3 eller OnePlus 3T Android 7.0 Nougat.

Sidste opdatering af historien

Sagen er ikke slut. Vi har fulgt op på tematikken. mobilsiden har holdt fast i temaet. 6/1/2017 kom den efterfølgende historie med en artikel der belyste emnet Nu kan du købe OnePlus 3T i farven ‘Soft Gold’ – Historien kan læses her. Seneste tidende om temaet kan du læse her..